Bortførelse af israelsk soldat kan optrappe konflikten

Talsmand fra Israels regering kalder bortførelsen af israelsk soldat for 'et meget farligt træk' og forudser yderligere optrapning af krisen.

Mens bomber og granater fortsat regner ned over Gaza, så varsler Israel nu en endnu hårdere linje mod Hamas og Gaza-striben.

Det sker efter to israelske soldater blev dræbt bare halvanden time inde i en 72-timer lang våbenhvile mellem Israel og Hamas, der trådte i kraft i morges kl. 7.00 dansk tid.

En tredje soldat, den 23-årige Hadar Goldin, formodes at være kidnappet af styrker fra Hamas.

Israel: Hamas har kastet alt væk

Benjamin Netanyahus internationale talsmand, Mark Regev, kalder angrebet og tilfangetagelsen af den israelske soldat for et brud på våbenhvilen og et 'meget farligt træk', der understreger, at Hamas ikke ønsker fred.

- Det fører til en potentielt optrapning. Hamas har kastet alt væk og afvist denne diplomatiske våbenhvile, som skulle have været et tre-dages vindue for en humanitær indsats for de sårede palæstinensere i Gaza, siger han til bbc.com.

- Dette er den femte diplomatiske våbenhvile, som Hamas har kastet væk. Og Hamas må stilles til ansvar for deres handlinger, siger Mark Regev.

Talsmænd fra Hamas hævder modsat, at angrebet på de israelske soldater og tilfangetagelsen af den 23-årige soldat skete før, våbenhvilen trådte i kraft.

Spinkelt håb om fred er knækket

Den anspændte situation mellem Israel og Hamas kan i forvejen ikke blive meget værre.

Siden kampene mellem Israel og Hamas begyndte den 8. juli, er over 1.500 palæstinensere nu døde i krigen, heraf mange børn og civile.

Israel har mistet 66 soldater og tre civile er slået ihjel af raketangreb.

Derfor var der også et glimt af håb i Gaza i morges, da våbenhvilen startede, fortæller DR's korrespondent i Gaza, Steffen Kretz.

Han var i det sydlige Gaza, hvor han besøgte en palæstinensisk landsby, der har været lukket område i 12 dage, da våbenhvilen brød sammen og bomberne begyndte at falde på begge sider igen.

- Det skete lidt før klokken 9.00 dansk tid, hvor et voldsomt bombardement satte ind lige syd for os i Rafa. Hamas svarede igen med raketter og i løbet af ganske kort tid var dette lille vindue af fred, ro og håb for borgerne i Gaza lukket igen og våbenhvilen var overstået.

Bortført soldat er i familie med Israels forsvarsminister

Ifølge flere medier er den tilfangetagne soldat i familie med Israels forsvarsminister, Moshe Ya'alon. Og det kan betyde, at den mulige optrapning af konflikten fra israelsk side, bliver endnu kraftigere end ellers.

- Det voldsomme bombardement kan være en strømpil for, hvordan det udvikler sig. For hvis det er rigtigt, vil Israel gøre alt de kan for at få denne soldat løsladt igen, fortæller Steffen Kretz.

- I 2006 lykkedes det for Hamas at bortføre en israelsk soldat. Han sad som fange i Gaza i fem år, før Israel måtte betale en meget, meget høj pris for at få ham ud. Så Israel sørger hver gang der dør en soldat, men den værste frygt i Israel er, at en israelsk soldat bliver taget som gidsel, siger Steffen Kretz.