VIDEO Hamas-video viser tunnel-angreb på israelske soldater

Hamas har udsendt en video, der efter sigende viser et tunnel-angreb og drab på israelske soldater.

Tirsdag offentliggjorde Hamas en video, der viser, hvorfor de israelske myndigheder er så bange for tunnellerne, der løber under grænsen til Gaza.

Videoen, som blev vist på den palæstinensiske tv-kanal, Al-Aqsa, der drives af Hamas, viser tilsyneladende en gruppe militante palæstinensere, der kravler under grænsen gennem en tunnel.

På den anden side dukker de op og angriber et israelsk militæranlæg, hvor de åbner ild og dræber fire eller fem israelske soldater.

Mere end 1.200 dræbt

Angrebet fandt sted nær Nahal Oz i det sydlige Israel, og den israelske hær har bekræftet, at fire israelske soldater er blevet dræbt i et angreb i Nahal Oz.

De nuværende kampe mellem Israel og Hamas har kostet over 1.200 palæstinensere livet i Gaza, mens 56 israelere er blevet dræbt. Tre af dem civile.

Se videoen øverst i artiklen. Vi skal advare om voldsomme billeder.