15 dræbt efter angreb på FN-pigeskole i Gaza

Flere er blevet dræbt efter endnu et angreb på en FN-skole i Gaza. Denne gang gik det ud over en pigeskole i flygtningelejren Jabalia.

Et israelsk angreb mod en FN-drevet skole i den nordlige del af Gazastriben har kostet 15 personer livet i nat, oplyser palæstinensiske sundhedsmyndigheder.

Skolen bliver brugt som tilflugtssted for de mange, der er drevet på flugt under konflikten.

Angrebet gik ud over en pigeskole i Jabalia-flygtningelejren, oplyser talsmanden for den palæstinensiske redningstjeneste, Ashraf al-Qudra.

Ramte badeværelse og klasselokaler

En FN-medarbejder bekræfter bombardementet, som angiveligt har ramt et badeværelse samt to klasseværelser på skolen. Ifølge medarbejderen er antallet af dræbte dog mellem 13 og 15.

Det er ifølge palæstinenserne langt fra første gang, Israel angriber en skole i Gaza. Tidligere er en FN-drevet skole blevet beskudt af israelske kampvogne, hvilket slog 15 personer ihjel. Andre gange skulle skoler være blevet bombet, uden at nogen var til stede.

/ritzau/AFP