Bevæbnede betjente kontrollerer biler, fly og passagerer ved togstationer, lufthavne og færgeterminaler.
Beredskabet er helt i top i Norge, efter myndighederne i går, torsdag, offentliggjorde, at landet er under en konkret terrortrussel - angiveligt fra en syrisk terrorgruppe.
Men øget kontrol er ikke den eneste konsekvens af den forestående terrortrussel mod Danmarks nabo mod nord. Her kan du se, hvor det øgede beredskab påvirker den norske hverdag.
Jødisk museum lukker
I Oslo har blandt andet det jødiske museum valgt at lukke dørene for offentligheden, så længe truslen om terror står på.
- Som et potentielt mål har vi taget denne beslutning, siger museumsdirektør Rolf Kirschner til nyhedsbureauet NTB.
Ifølge den norske tv-station NRK er også rådhuset, Stortinget og slottet i Oslo lukket på grund af truslen, ligesom det jødiske museum i Trondheim også har lukket dørene efter opfordring fra den norske efterretningstjeneste, PST.
Også den norske kongefamilies landsted er blevet lukket for besøgende.
Ingen effekt på sportsbegivenheder
Når det kommer til sportsbegivenheder vil nordmændene ikke mærke meget til terrortruslen - udover tilstedeværelsen af uniformerede betjente.
Det betyder blandt andet, at Norway Cup, en international fodboldturnering for 10-19-årige, vil løbe af stablen som planlagt. Også kapsejladsen Tall Ships Race, som finder sted i Bergen i disse dage, forløber efter planen.
Statoil frygter angreb
Hos norske Statoil har man også valgt at højne sikkerheden af frygt for terror.
For halvandet år siden blev selskabet ramt af en terroraktion, da terrorister angreb et gasanlæg i Algeriet. Her blev fem norske Statoil-ansatte dræbt under den fire dage lange gidseltagning. Nu tager man alle forholdsregler, siger koncernchef Helge Lund til nyhedsbureauet NTB.
- Terrorisme kan ske hvor som helst. Vi arbejder kontinuerligt med sikkerheden. Selv i Norge er vi ikke forskånet for dette, og vi må gøre, hvad vi kan for at reducere risikoen, siger han.
Trafikken kører som normalt
Ifølge norske medier kører al offentlig transport, lige så vel som flytrafik, uden forsinkelser trods politiets øgede tilstedeværelse. På norske havne kontrolleres skibe og gods, ligesom politiet overvåger den private kysttrafik.
I Oslo og Trondheim bærer alle betjente nu våben. I flere andre norske byer, heriblandt Bergen, bærer betjentene på dette tidspunkt ikke våben.
Politiet anbefaler på nuværende tidspunkt befolkningen til at fortsætte livet som normalt, men at være agtpågivende og kontakte myndighederne, hvis de ser noget mistænkeligt.