Siden de norske myndigheder tidligere i dag advarede befolkningen om et muligt forestående terrorangreb, har politiet fået 10-12 henvendelser, som nu efterforskes.
Ifølge DR's udsendte i Oslo Søren Moon Vestergaard, kan personer med tilknytning til en ekstrem gruppe i Syrien stå bag planerne.
- Efterretningstjenesten kender til 50 norske statsborgere, som har deltaget aktivt i krigshandlinger i Syrien. For et par måneder siden fremgik det af en rapport fra efterretningstjenesten, at de overvåger en større gruppe islamister i Norge, siger han.
Det kan være andre
- Efterretningstjenesten har i dag sagt, at det er personer fra det miljø og den gruppe, der mistænkes i sagen, men det kan også være andre, siger Søren Moon Vestergaard.
Beskeden til den norske befolkningen var i dag, at Norge kan blive udsat for et terrorangreb inden for få dage, og i Oslo er der man generelt tilfreds med, at der er åbenhed om risikoen. Især set i lyset af terrorangrebet for tre år siden, siger han.
/DR Nyheder/