Endnu en amerikansk henrettelse er endt som en skandale, efter en dødssprøjte ikke virkede prompte.
Det skete onsdag i den amerikanske delstat Arizona, hvor dødsdømte Joseph Wood gispede efter vejret i næsten to timer, inden han åndede ud.
- Jeg fortsatte med at kradse ned på min udleverede notesblok, hvor jeg talte gisp fra manden på briksen. Jeg talte 660, fortæller et vidne til The Guardian.
Vidnet fik inden henrettelsen at vide af fængslet, at afslutningen på dødsgangen normalt varer omkring ti minutter, men ifølge vidnet stod der 117 minutter på præstens ur.
Familien: Brug afløbsrens
Joseph Wood blev i 1989 dømt for drabet på sin kæreste, Debra Dietz, og hendes far, Eugene Dietz.
Nogle familiemedlemmer til Joseph Woods ofre var også tilstede under henrettelsen. De afviser, at Joseph Woods led.
- Hvad jeg så i dag med henrettelsen af ham, er ingenting sammenlignet med det, der skete den 7. august 1989, siger Debra Dietz' søster, Jeanne Brown, til nyhedsbureauet AP.
Hendes mand, Richard Brown, er af nogenlunde samme opfattelse.
- Den her mand har begået et forfærdeligt mord, og så bekymrer i jer om stoffet i sprøjten. Hvorfor gav de ham ikke en kugle? Hvorfor gav vi ham ikke Drano (afløbsrens, red.)?, spørger han.
Mislykket dødelig cocktail
55-årige Joseph Woods blev erklæret død klokken 15.49 lokal tid, som var næsten to timer efter selve indsprøjtningen, der smertefrit skulle have taget hans liv på få minutter.
Ifølge den dødsdømtes advokat fik han en dødelig cocktail, som var en blanding af to stoffer.
Flere amerikanske delstater køber blandingsprodukter til henrettelser, der endnu ikke er blevet testet, fordi der er mangel på de dødelige præperater, efter at europæiske selskaber har stoppet forsyninger af blandt andet pentobarbital til USA.
Joseph Wood havde forinden forsøgt at få udsat henrettelsen, fordi han krævede mere viden om, henrettelsesmetoden, men USA's højesteret nægtede at tage sagen op.