Onsdag gik Holland bogstaveligt talt i stå.
Landet oplever lige nu en af de største tragedier i nyere tid, efter 193 hollændere var blandt ofrene, da Malaysia Airlines MH17 i sidste uge blev skudt ned over Ukraine.
Onsdag ankom de første lig til Holland, hvilket blev markeret over hele landet.
- I løbet af dagen var der flere steder, hvor trafikken gik i stå, mens ligtoget kørte forbi. Senere på dagen var der også en gudstjenester i forskellige kommuner, der var blevet ramt direkte eller indirekte, så det var meget imponerende, siger professor Henk van der Liet, fra universitetet i Amsterdam.
Højtidelig stemning
Ligene ankom til byen Eindhoven, hvor Kong Willem Alexander, dronning Maxima og den hollandske premierminister, Mark Rutte, var til stede for at tage imod ofrene.
- Stemningen var meget højtidelig i går, både under mindehøjtideligheden i Eindhoven men også under det lange ligtog, der kørte tværs igennem landet til det sted, hvor man går i gang med identifikationsprocessen, siger Henk van der Liet.
Ofrenes mobiltelefoner bliver besvaret
Senest har der været historier om efterladtes mobiltelefoner, som besvares af østeuropæere, og rapporter om det man kan kalde usømmelig omgang med lig.
Hollandske medier har vist optagelser fra stedet, og journalister i området har bekræftet historier om folk, der flytter på dele ved flyvraget.
Samtilige 298 personer, som var ombord på MH17, mistede livet.
Se en video fra de mange mindebegivenheder øverst.