EU indfører sanktioner mod 18 virksomheder i Rusland

18 virksomheder og 15 russere og ukrainere bliver føjet til EU's sanktionsliste.

EU indfører sanktioner mod yderligere 18 virksomeheder og institutioner og 15 ukrainere og russere. (Foto: © Mikhail Klimentyev, Scanpix)

EU indfører sanktioner mod 18 virksomheder og yderligere 15 ukrainere og russere for deres rolle i krisen i Ukraine.

Det siger en EU-kilde ifølge nyhedsbureauet AFP torsdag.

Det er EU's 28 ambassadører, der torsdag eftermiddag ifølge AFP har truffet beslutningen på et møde i Bruxelles.

72 personer er på listen

EU-landenes udenrigsministre mødtes tirsdag, hvor de gjorde det klart, at der senere på ugen ville blive sat russiske individer og virksomheder på listen over dem, der skal straffes for at yde materiel og økonomisk støtte til at undergrave Ukraines suverænitet og uafhængighed.

Inden månedens udgang vil udenrigsministrene have det juridiske forarbejde klar til at kunne begynde at straffe russiske oligarker, der støtter beslutningstagerne i Moskva, som står bag beslutningen om at annektere Krim-halvøen og destabiliseringen i det østlige Ukraine.

Der er i forvejen 72 personer og to virksomheder på listen over personer, der får indefrosset deres penge i europæiske banker og nægtet adgang til unionen.

/ritzau/