KORT Få et overblik over Det palæstinensiske selvstyre

Det palæstinensiske folk har selvstyre i to områder, som kontrolleres af hver sin politiske gruppe.

Natten til tirsdag blev en palæstinensisk demonstrant skudt og dræbt af israelske soldater på Vestbredden.

Drabet øger frygten for, at konflikten mellem Israel og det palæstinensiske Hamas i Gazastriben skal brede sig til det andet landområde, hvor palæstinenserne har selvstyre.

Det palæstinensiske folk er nemlig delt i to - både på landkortet og politisk.

Oslo-aftale

Som et resultat af fredsforhandlingerne med Israel og den palæstinensiske befrielsesfront PLO i Oslo i første halvdel af 1990'erne opnåede palæstinenserne selvstyre i to landområder: Gazastriben og dele af Vestbredden.

Begge landområder har været besat af Israel siden seksdageskrigen i 1967. Israel har stadig fuld kontrol over 60 procent af Vestbredden, hvor man har etableret omstridte bosættelser og udposter.

Frem til 2006 var de to palæstinensiske selvstyreområder kontrolleret af det politiske parti Fatah - den dominerende fraktion i PLO.

Fatah smidt ud

Men så vandt den islamistiske Hamas-bevægelse et valg i Gazastriben, og efter en blodig konflikt blev Fatah smidt ud af Gaza i 2007.

Opdelingen skaber en vis begrebsforvirring.

For når man taler om “Det palæstinensiske selvstyre” kan det både betyde det landområde, hvor palæstinenserne har selvstyre, og den internationalt anerkendte selvstyreregering, som Fatah står i spidsen for. Men i realiteten er der altså tale om to helt forskellige ting.