Der bliver tirsdag morgen igen affyret raketter mellem Israel og Hamas i Gaza-striben.
Og i løbet af natten blev en palæstinenser skudt og dræbt af israelske soldater på Vestbredden, der ville stoppe en stenkastende gruppe unge. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
De seneste dage er vreden på Vestbredden vokset som følge af Israels indsættelse af landtropper i Gaza, og der har været daglige demonstrationer og sammenstød. Vestbredden er officielt et palæstinensisk selvstyreområde, men det kontrolleres reelt af Israel.
Konflikten har på 14 dage kostet omkring 540 mennesker livet i Gaza - tabstallet på Israels side er 29. Op mod 100.000 er ifølge FN på flugt.
Mulig våbenhvile på fem timer
Kristeligt Dagblads korrespondent i Jerusalem, Allan Sørensen, melder om fortsatte angreb fra begge sider i konflikten.
- Der er blevet affyret flere raketter ind over Israel i morgentimerne, og israelsk militær har forsøgt at ramme ti mål på halvanden time, siger han til DR Nyheder.
Der er i øjeblikket gang i forhandlinger mellem de to parter i den egyptiske hovedstad, Kairo, og ifølge Allan Sørensen kan det munde ud i en såkaldt humanitær våbenhvile mellem klokken 9 og 14 i dag.
- Her vil parterne lægge våbnene, primært for at palæstinserne kan distribuere varer og grave lig ud fra bygninger, der er blevet bombet, siger han.
47 millioner dollar på vej
USA udenrigsminister John Kerry mødtes i går med FNs generalsekretær Ban Ki-Moon i den egyptiske hovedstad Kairo for at arbejde for en en fredelig løsning på konflikten.
USA sender 47 millioner dollar i nødhjælp til Gaza.
Men Kerry siger samtidig at Israel har ret til at forsvare sig mod angreb.