De ukrainske oprørere er en blandet og delvist ukontrollabel flok med blandt andet gidseltagninger og nu tilsyneladende flynedskydning på samvittigheden.
Det fortæller Flemming Splidsboel, der er lektor i østeuropastudier ved Københavns Universitet.
- En del af oprørerne er udisciplinerede. Det er en broget skare både, hvad angår faglig baggrund og nationalitet, da der både er russere og ukrainere i blandt, siger Flemming Splidsboel.
- Følelsesmæssigt er de tæt knyttet til Rusland og måske endnu mere til det tidligere Sovjetunionen, siger han.
Modsatrettede meldinger
Et af kendetegnene for oprørerne er modsatrettede udmeldinger.
Fredag sagde en assistent for den pro-russiske oprørsleder Igor Girkin også kaldet Strelkov, at man besidder otte ud af flyets 12 optageenheder. Senere samme dag, sagde en anden pro-russisk oprørsleder Aleksandr Borodai, at man ikke har fundet sorte bokse ved flyet.
- De forskellige meldinger knytter an til det udisciplinerede, de har ikke strategisk overblik. Når jeg hører dem tale på russisk, lyder de ikke så skarpe, de agerer autonomt og uden overblik.
- De har ikke formået at have en samlet fortælling i forhold til, hvad de mener, der er sket omkring flyulykken, siger Splidsboel.
Selverklærede ledere
Borodai er på sin vis indsat af Putin. Han er selverklæret leder af Donetsk republikken og russisk statsborger, forklarer lektoren. Strelkov har baggrund i russisk og sovjetisk forsvar, og er ligeledes russisk statsborger og selvudnævnt forsvarsminister i Donetsk republikken.
Splidsboel forklarer, at militslederne har en meget blandet baggrund.
- Militsleder er jo ikke beskyttet titel. Her er det den stærke og den første, der stiller sig op på ølkassen og taler, som bestemmer, siger han.
Lejesoldater
Der er nogle af oprørerne, som er hardcore, har militær baggrund og brænder for målet om løsrivelse fra Ukraine og indlemmelse i Rusland. Et mål som Splidsboel ser som ganske urealistisk.
Der er også en del russere i blandt og nogle såkaldte hangarounds, der deltager på forskellig vis, hvoraf nogle har været på Krim-halvøen, da den blev annekteret af Rusland, forklarer lektoren.
- De er ikke helt en del at det russiske forsvar, men de får måske løn derfra alligevel. De sidder ikke i de pansrede mandskabsvogne, men ovenpå. Det er lykkeriddere, og nogle har også været i Georgien (under krigen i 2008, red.) og har tilknytning til det russiske forsvar og er russiske statsborgere.
- Russerne har talt meget om, at der har været lejesoldater i Ukraine. Lidt frækt sagt kan man sige, at det her er faktisk er en slags russiske lejesoldater, siger Splidsboel.
Sæbefabrikant med gidsler
I foråret blev en gruppe OSCE-observatører taget til fange af den selvudnævnte separatistleder i Slavjansk Vjatjeslav Ponomarjov, en tidligere sæbefabrikant.
- Han taler hele tiden om spioner, der vil angribe ham og hvordan fascister vil komme fra det vestlige Ukraine og angribe ham. Han er en karakter, han er speciel, fortalte DR's Michael S. Lund i april, da han var udsendt til det østlige Ukraine.
Kan ikke acceptere nedskydning
Men denne gang er separatisterne gået langt over den russiske præsident Vladimir Putins grænse.
- Jeg tror, vi skal forestille os russiske efterretningsofficerer i Ukraine og Rusland, som koordinerer, men der er også elementer, som man ikke kan styre. Rusland bryder sig ikke om, at man holder OSCE-observatører som gidsler.
- Og Rusland kan slet ikke acceptere nedskydningen, siger Flemming Splidsboel og vurderer, at selv Putin ikke har fuld kontrol over de pro-russiske separatister.
Splidsboel henviser blandt andet til separatisterne, der gik videre med en folkeafstemning om udråbelsen af Donetsk republikken tidligere på året på trods af, at Putin havde rådet dem til at vente.
Manglende disciplin
Ifølge Splidsboel er Putin ikke begejstret for den manglende disciplin. For nogle uger siden sendte Rusland den såkaldte Bataljon Vostok, der er en slags udrykningsstyrke, som kan løse beskidte opgaver til Østukraine, forklarer han.
Enheden er ikke officielt tilknyttet Rusland, men den tog kontrol over bygninger, som separatisterne kontrollerede, hvor man ikke mente, der var nok styr på sagerne.
Et andet eksempel på manglende kontrol er helt friskt og kommer fra OSCE-observatørerne, der i går blev forment adgang til nedstyrtningsstedet for det malaysisk fly af en fuld separatist, som skød op i luften.
Putin: Ukraine har skabt miljø, hvor det kan ske
Flemming Splidsboel mener, at Putin er ved at lægge afstand til separatisterne. Og det skete blandt andet med nogle udtalelser fredag, hvor præsidenten sagde, at Ukraine bærer ansvaret, men Putin sagde ikke, at det var Ukraines forsvar, der skød flyet ned.
- Putin sagde, at Ukraine havde skabt miljø, hvor den slags sker. Han åbner en lem for at det rent faktisk kan have været separatister, siger han.
Nødt til at lægge afstand
For at kunne annektere Krim havde Putin manet et ukrainsk spøgelse frem med snak om ukrainsk forfølgelse af etniske russere, nazister bag protesterne i Kijev, samt at dem der overtog magten i Kijev lavede et kup og ikke en revolution. Derfor kan han ikke bare fuldstændig forlade Østukraine og lade dem i stikken med "nazisterne".
- Men han er nødt til at lægge afstand.
- Det er bemærkelsesværdigt, at man ikke siger, at det er ukrainsk forsvar, der står bag, men man laver større konspirationsteorier i stedet, siger Splidsboel med henvisning til russiske historier om blandt andet stjålne missiler.
DR2 sender ekstraudsendelse om situationen om flykatastrofen i Ukraine i dag fra kl. 17:00-17:50.