Malaysia Airlines har identificeret nationaliteterne på alle ofre fra flyulykken i Ukraine, og som forventet var der ingen danskere om bord.
Til gengæld er Holland hårdt ramt. I alt 192 hollændere var passagerer på flyet MH17, der formentlig blev skudt ned over det østlige Ukraine.
44 af personerne om bord kom fra Malaysia, mens 27 havde australsk pas. 12 indonesere og 10 briter er også blandt ofrene, som desuden tæller folk fra Tyskland, Belgien, Filippinerne, Canada og New Zealand.
Tre spædbørn blandt de omkomne
Blandt de omkomne er tre spædbørn.
- Malaysia Airlines samarbejder tæt med de respektive ambassader for at skabe kontakt til de pårørende, skriver flyselskabet i en opdatering på sin hjemmeside.
Det danske udenrigsministerium oplyste allerede i går, at intet tydede på, at der skulle have været danskere om bord på flyet.
Malaysia Airlines har været hårdt ramt i år. I marts forsvandt et af selskabets fly på mystisk vis, da det var på vej fra Kuala Lumpur til Beijing. Det formodes at være styrtet ned i Det Indiske Ocean, men trods en intens eftersøgning er flyet endnu ikke blevet fundet.
/ritzau/