Nedskudt fly havde ikke en chance for at undvige missil

Piloterne i flyet, der blev skudt ned over Ukraine, kunne ikke vide, at et missil var på vej.

Vragrest fra MH17 nær byen Shaktarsk i Østukraine. (Foto: © DOMINIQUE FAGET, Scanpix)

Passagerflyet, som styrtede ned i Ukraine i går, havde ikke en chance for at registrere eller undvige det missil, som ifølge flere kilder skød det ned.

Det fortæller pilot og vejrvært på DR Morten Lynge.

- Det er er fly på 200-400 ton afhængig af modellen, men selvom man flyver hurtigt kan man ikke undvige et missil, siger Morten Lynge, der er pilot og har fløjet store passagerfly i 10 år.

Har ikke advarselssystemer

Civile passagerfly har heller ikke mulighed for at se et missil nærme sig ved hjælp af radar eller andre systemer. Men selv hvis de var blevet advaret, havde piloterne været chanceløse.

- Man kan ikke flytte et så stort fly på den måde, siger Morten Lynge om flyet, der var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur og var af typen Boeing 777.

Svarer til at styre supertanker-skib

- Selv hvis der havde siddet tidligere jagerpiloter, havde de ikke kunnet gøre noget. De sidder i det, der svarer til en supertanker, siger Morten Lynge.

Jagerfly har udover stor manøvredygtighed også forsvarssystemer i form af såkaldte 'flares'. Et system som udsender varme lyskugler fra flyet, hvis det registrerer en raket eller et missil på vej mod sig. Disse flares trækker varmesøgende missiler til sig, så de eksploderer i lyskuglerne i stedet for flyets motorer.

Sådanne systemer har civile fly ikke, fortæller Morten Lynge, med undtagelse af fly som den amerikanske præsidents Air Force One og andre fly, som ønsker maksimal sikkerhed.