Flyselskab vil hjælpe pårørende hen til flyvrag i Ukraine

Malaysia Airlines tilbyder at hjælpe pårørende til de 298 omkomne til flyvraget i Østukraine.

Pårørende til ofre for nedskydningen af det malaysiske fly over Østukraine får nu mulighed for at komme ud til det sted, hvor flyet styrtede ned. (Foto: © Dominique Faget, Scanpix)

Pårørende til de 298 personer, der torsdag aften blev dræbt, da et passagerfly styrtede ned i Østukraine, får nu mulighed for at se flyvraget med egne øjne.

Flyselskabet bag, Malaysia Airlines, er i gang med at arrangere en sikker adgang for de pårørende, der måtte ønske det.

- De pårørende, et par hundrede af dem, opholder sig lige nu på et hotel i Schiphol, siger en talskvinde for den hollandske lufthavn, hvor fra flyet torsdag lettede.

Pro-russere vanskeliggør adgang

De pårørendes mulighed for at komme ud til vraget kan dog blive forhindret af pro-russiske separatister. De ukrainske myndigheder anklager separatisterne i området for at vanskeliggøre adgangen til flyvraget.

De pro-russiske oprørere har ellers fredag formiddag lovet, at de vil hjælpe internationale eksperter med at undersøge det område, hvor passagerflyet fra Malaysia Airlines styrtede ned.

En kontaktgruppe med repræsentanter fra Ukraine, Rusland og OSCE har holdt et videomøde med separatisterne, der er gået med til at samarbejde med de ukrainske myndigheder om efterforskningen.

/ritzau/Reuters