Ekspert: Fly-nedskydning kommer Putin og Rusland på tværs

Hvis pro-russiske separatister står bag nedskydningen af malaysisk fly, bliver de afgørende svækket, forudser ekspert.

Søren Rishøj, der er lektor på Syddansk Universitet og ekspert i Østeuropa, er ikke i tvivl om, at pro-russere i Østukraine står bag nedskydingen af et passagerfly over Ukraine.

Det er fortsat uklart, om pro-russiske separatister eller Ukraines militær skød flyet fra Malaysia Airlines ned i går

Men Søren Riishøj, lektor på Syddansk Universitet og ekspert i Østeuropa, er ikke i tvivl. Han mener, at det mest sandsynlige er, at pro-russere i Østukraine står bag nedskydningen.

Der er sket en fejl

- De har tidligere skudt helikoptere og højtgående fly ned. De havde ikke til hensigt at ramme et civilt fly, der er sket en fejl. Men der er ingen tvivl om, at pro-russere står bag, og at hensigten var at ramme et ukrainsk militærfly, siger han.

Og nedskydningen kommer afgjort Rusland og præsident Putin voldsomt på tværs, mener Søren Rishøj.

Putin talte med Obama

- Det skete samtidig med, at Putin havde samtaler om de nye amerikanske sanktioner med præsident Barack Obama. Rusland har forsøgt at nedtrappe sanktionerne og spændingerne i området, men det er ikke lykkedes, siger han.

Søren Rishøj forudser, at pro-russerne i Ukraine kommer i en vanskelig situation, også i forhold til Rusland, hvis det viser sig, at de stod bag nedskydningen af passagerflyet.

Våben smugles over grænsen

- En lykkelig udgang på denne ulykkelige sag kunne blive, at separatisterne bliver afgørende svækket, siger han.

- Vi ved, at separatisterne har kraftige våben. Enten har de plyndret ukrainske våbenlagre, har fået dem fra Krim eller Kaukasus, eller også er de smuglet over grænsen fra Rusland, siger Søren Rishøj.