USA: Det malaysiske fly blev skudt ned

USA har fundet flere indikationer på, at det malaysiske passagerfly blev skudt ned af et jord-til-luft-missil.

Vragdele ligger spredt ud over et område på flere kilometer i det østlige Ukraine. (Foto: © ALYONA ZYKINA, Scanpix)

- Det malaysiske passagerfly blev formentlig skudt ned. Det var ikke en ulykke.

Det siger den amerikanske vicepræsident Joe Biden, efter at have været i kontakt med amerikanske efterretningsfolk.

Udtalelsen kommer samtidig med, at de amerikanske myndigheder over for CNN bekræfter, at flyet blev skudt ned.

Sporede signal fra missil

Amerikanske embedsmænd fortæller til CNN, at et radar-system opfangede et jord-til-luft-missil-system, der blev aktiveret og som sporede passagerflyet lige før flyet styrtede ned.

De amerikanske efterforskere forsøger nu via et infrarødt varme-signal at spore, hvor missilet blev affyret fra.

295 passagerer og besætningsmedlemmer blev dræbt i flystyrtet i det østlige Ukraine.