VIDEO Mistænkt dansker til DR: Jeg har aldrig krænket de børn

For første gang udtaler den 22-årige danske pædagogstuderende sig om sagen, hvor han er anklaget for at have krænket 13 børn.

En mangeårig drøm om at bo i New York er blevet til et mareridt for den 22-årige pædagogstuderende, Malthe Thomsen, der er sigtet for seksuelle krænkelser.

Han nægter sig skyldig i anklagerne i et interview med DR Nyheders korrespondent Johannes Langkilde, hvor han for første gang taler ud om sin oplevelse af sagen.

Så du har ikke krænket de her børn seksuelt på noget tidspunkt?

- Nej aldrig.

Er du tiltrukket af børn?

- Nej.

- Den slags er noget, som jeg altid har tænkt, er noget af det værste, man kan gøre, forklarer han.

Den 22-årige studerende er blevet anmeldt til politiet for seksuelle krænkelser mod 13 af sine elever i børnehaveklassen på den skole, hvor han var i praktik.

- Kort tid efter jeg var kommet herover, fik jeg taget mig tid til at se filmen 'Jagten', som viser, at man er mere udsat som mandlig pædagog. Og det har altid været ét af mine værste mareridt, at skulle blive anklaget for den slags, siger Malthe Thomsen til DR Nyheder.

Stolede på politiet

Tidligt om morgenen fredag den 27. juni banker politiet på den unge danskers dør. Det sker helt uventet for Malthe Thomsen, forklarer han.

Herefter kommer han ind i et forhørsrum, præcis som man ser det i film.

Til at starte med er spørgsmålene ifølge den 22-årige studerende stille og rolige om den efterforskning, der tidligere havde været på skolen.

Men pludselig tager afhøringen en drejning. Politiet siger nu til Malthe Thomsen, at de har beviser på video.

- Jeg kan ikke komme i tanke om, at jeg har gjort nogle af de ting, de sagde. Men samtidig sad der én, der var specialiseret i den slags og sagde, at hun havde set det med sine egne øjne. Det var helt umuligt at finde ud af, hvilken fod man skulle stå på. Om jeg skulle tro på det, jeg selv vidste, eller det specialdetektiven fortalte mig, siger han.

- I det øjeblik stolede jeg på, at politiet fortalte sandheden, forklarer Malthe Thomsen, der i den situation skriver under på et papir, som politiet senere kalder en tilståelse.

Lod sig isolationsfængsle

Malthe Thomsen blev i torsdags løsladt mod en kaution på 2,2 millioner danske kroner efter 12 dage på fængselsøen Rikers Island, hvor han lod sig isolationsfængsle af hensyn til sin egen sikkerhed.

Nu har han en GPS-fodlænke på, og må ikke forlade Manhattan.

Han er mistænkt for at have ført ni børns hænder ned til sine kønsdele uden på bukserne, for at have ført et barns hoved ned til sit skridt uden på bukserne og for at have placeret tre børn på sit skød.

Den 15. august 2014 skal retten tage stilling til, om anklagemyndigheden har tilstrækkeligt bevismateriale til at rejse tiltale mod den 22-årige dansker.

Anmeldt af tidligere kollega

Det er en tidligere kollega, der har anmeldt Malthe Thomsen for de krænkelser, som han er sigtet for.

Ifølge den 22-åriges forsvarer er kvinden, der har anmeldt ham, blevet fyret fra skolen, fordi "hun skabte for meget drama" blandt andet ved jævnligt at klage over flere af sine kollegaer.

Flere amerikanske medier har beskrevet Malthe Thomsen som et 'sexmonster' i overskrifterne og bragt billeder af ham.

Se et klip fra interviewet med Malthe Thomsen øverst i artiklen.