Da den 22-årige danske pædagogstuderende fik lov til at forlade fængslet i Rikers Island mod kaution skete det med en GPS-fodlænke rundt om anklen.
Han fik også besked på, at han skal blive på Manhattan i New York og fik et forbud mod at nærme sig skoler og legepladser, som han hele tiden skal være mindst 70 meter fra.
Det kan blive lidt af en udfordring, når man befinder sig i et af verdens tættest bebyggede områder.
- Det er ikke så nemt på Manhattan. Der er rigtig mange skoler og legepladser, så han skal være meget opmærksom på, hvor han går, siger hans forsvarsadvokat Jane Fisher-Byrialsen, der er partner i et advokatkontor på Manhattan.
GPS-fodlænke
Den 22-årige dansker er mistænkt for at have krænket tretten børn seksuelt i en børnehave på Manhattan, hvor han var i praktik som pædagog.
Nu er han løsladt mod en kaution på 2,2 millioner danske kroner, og et krav om, at han ifører sig en fodlænke.
Fodlænken er udstyret med en GPS, der rapporterer tilbage til politiet, hvis han bevæger sig uden for Manhattan eller for tæt på skoler og legepladser.
Se hvor mange skoler og legepladser, der er på Manhattan i grafikken på toppen af artiklen.
Skole roste den 22-årige
Den 15. august skal retten tage stilling til, om der bliver rejst tiltale imod ham. Sagen er opstået, fordi en tidligere kollega til den 22-årige har meldt ham til politiet.
Skolen lavede selv en undersøgelse af den 22-årige, da kvindens anklager mod ham kom skolen for øre. Undersøgelsen frifandt danskeren, og kvinden er sidenhen blevet fyret, skriver amerikanske medier.
Den 22-årige nægter sig skyldig. Skolen ønsker ikke at udtale sig, mens efterforskningen af sagen pågår.