ANALYSE Junckers problem med kvinder

Thorning bliver godt modtaget, når hun på onsdag besøger EU-kommissionens kommende formand, skriver Ole Ryborg.

(Foto: © FRANCOIS LENOIR, Scanpix)

Statsminister Helle Thorning-Schmidt vil blive mødt med stor venlighed, når hun onsdag i næste uge mødes med Europa-Kommissionens kommende formand, Jean-Claude Juncker.

For statsminister Helle Thorning-Schmidt kan nemlig noget, som den tidligere luxembourgske premierminister har desperat brug for.

Helle Thorning-Schmidt kan indstille en kvinde til posten som Danmarks næste EU-kommissær.

Brutal kamp

Selv om Jean-Claude Juncker endnu ikke er formelt godkendt til rollen som den næste formand for Europa-Kommissionen, så arbejdes der allerede intenst på de indre linjer i Bruxelles.

EU's medlemslande kæmper brutalt om de mest attraktive poster i den næste EU-Kommission.

Omkring 10 lande har indtil videre meldt mere eller mindre direkte ud, hvem der skal være deres næste EU-kommissær.

Og Junckers problem er, at de ti navne som indtil videre er meldt ud har én ting til fælles - de er alle mænd.

Lovede 40 procent ville være kvinder

Op til valget til Europa-Parlamentet lovede Jean-Claude Juncker, at hvis han blev den næste formand for Europa-Kommissionen, så ville han sammensætte en ny Europa-Kommission, hvor mindst 40 procent af kommissærerne er kvinder.

Det vil i praksis betyde mindst 11 kvinder.

I dag modtog Jean-Claude Juncker et brev fra de nuværende kvindelige EU-kommissærer.

I brevet opfordrer de Jean-Claude Juncker til at sikre, at der vil være mindst 10 kvindelige kommissærer i den næste EU-kommission. I dag er der ni.

Politisk overlevelse

For Juncker handler spørgsmålet om antallet af kvindelige medlemmer af Europa-Kommissionen ikke kun om ligestilling. Det handler om politisk overlevelse.

Der er nemlig en overhængende risiko for, at Jean-Claude Juncker ikke vil kunne få sin samlede Europa-Kommission godkendt i oktober, hvis ikke der som minimum vil være mindst lige så mange kvinder i den nye Kommission, som i den nuværende.

Mænd mænd mænd

Ser man på de navne som allerede nu cirkulerer, så tyder alting på, at lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien sender mænd til Kommissionen.

Andre lande som Østrig, Finland og Spanien har også mænd på vej til EU. Og det samme gælder for en række central- og østeuropæiske lande som Estland, Letland, Slovakiet samt Kroatien.

Og ikke alene har en række lande bestemt sig for at sende mandlige politikere til Europa-Kommissionen. De har også alle indstillet deres kommissær-kandidater til nogle af de tunge økonomiske poster i Europa-Kommissionen.

Polen stiller med en kvinde

Posten som økonomikommissær er tydeligvis den mest attraktive og eftertragtede. Men der er også stor rift om andre økonomiske poster som f.eks. konkurrencekommissær eller kommissær for det indre marked og kommissær for udenrigshandel.

Jean-Claude Juncker har ladet flere lande forstå, at han vil give mere attraktive porteføljer i Europa-Kommissionen til de lande, som stiller med kompetente kvindelige kommissærer.

Polen er et af de lande, som forventes at indgå en sådan handel ved at udnævne Danuta Hubner - en tidligere polsk kommissær som i dag er medlem af Europa-Parlamentet - som ny polsk EU-kommissær.

Flere heste at spille på

Den svenske regering ventes tilsvarende at genudnævne den nuværende svenske EU-kommissær, Cecilia Malmström. Også her mod løfte om, at hun skal få en tungere post i den nye Kommission.

I Danmark har statsminister Helle Thorning-Schmidt flere kort at spille.

Det ville næppe være svært for statsministeren at overtale fødevareminister Dan Jørgensen eller tidligere justitsminister Morten Bødskov til at tage fem år i Bruxelles som dansk EU-kommissær.

Og specielt Dan Jørgensen vil formentlig uden problemer kunne blive godkendt af Europa-Parlamentet.

Antorini et bud

Men statsministeren kan også vælge at give Jean-Claude Juncker en hjælpende hånd og udnævne en kvindelig dansk kommissær - mod løfte om en passende tungere post til en dansk kommissær.

Det navn som oftest dukker op er undervisningsminister Christine Antorini. Men der er også andre kvindelige medlemmer af regeringen at vælge imellem.

Og hvis statsministeren ikke ønsker at ændre på sammensætningen i sin regering, så kunne hun sågar gøre som stadig flere lande gør og vælge en EU-kommissær blandt medlemmerne af Europa-Parlamentet.

Uanset hvad, så har statsminister Helle Thorning-Schmidt et pænt trumfkort som hun kan spille, når hun på onsdag møder Jean-Claude Juncker ved EU-topmødet i Bruxelles.

Og når posterne i den kommende Europa-Kommission bliver fordelt i løbet af de kommende uger, så vil det også være muligt at se, hvor dygtigt den danske statsminister har spillet sit trumfkort.