Den skole, som den 22-årige danske pædagogstuderende var i praktik hos i New York, var godt tilfreds med hans arbejde.
Det skriver lederen af skolen Donna Cohen i et brev, som DR Nyheder er i besiddelse af.
- De lærere, der havde deres gang i klassen sammen med praktikanten, siger alle, at de ikke har observeret upassende opførsel fra hans side, og de værdsatte hans arbejde med børnene meget, skriver hun.
Anmeldt af tidligere kollega
Den 22-årige dansker blev i dag løsladt mod kaution på 2,2 millioner danske kroner efter 12 dage på fængselsøen Rikers Island, hvor han lod sig isolationsfængsle af hensyn til sin egen sikkerhed.
Flere amerikanske medier har bragt hans navn og billede af ham og beskrevet ham som et 'sexmonster' i overskrifterne.
Den 22-årige er mistænkt for at have krænket 13 af sine elever i en børnehaveklasse på Manhattan seksuelt.
Det er en tidligere kollega, der har anmeldt den 22-årige.
Ifølge den 22-åriges forsvarer er kvinden, der har anmeldt ham, blevet fyret fra skolen, fordi "hun skabte for meget drama" blandt andet ved jævnligt at klage over flere af sine kollegaer.
Må ikke komme på skolen
Af skolens brev til forældrene kan man læse, at skolen selv satte en undersøgelse i gang, da ledelsen hørte om mistanken mod danskeren.
Skolen overvågede ham uden hans viden, men fandt intet mistænkeligt.
Alligevel valgte skolen at suspendere danskeren, da han blev anholdt af politiet.
- Sikkerheden for vores elever stå øverst på vores prioritetsliste. I lyset af anholdelsen har International Prepschool derfor besluttet at suspendere praktikanten og har forment ham adgang til skolens område, siver skolelederen.
Skolen ligger ved East River midt på Manhattan tæt på FN's hovedkvarter. Skolen tiltrækker især børn af FN-ansatte og rigere amerikanske familier.
Retten på Manhattan skal tage stilling til, om der skal rejses en tiltale mod danskeren den 15. august.