Mistænkt for overgreb er løsladt i New York efter drama i retten

22-årig dansker blev ved en fejl sendt tilbage i fængslet. Han er nu løsladt med elektronisk fodlænke.

Rikers Island set fra oven. Øen der huser New York Citys primære fængselskompleks er 1,672 kvadratkilometer. Her har den 22-årige dansker siddet fængslet mistænkt for sex-krænkelse af 13 skolebørn. Hans forældre har via private donationer indsamlet 140.000 dollar af kautionen på 400.000 dollar (2,2 millioner kroner) Resten er betalt via en såkaldt kautionsagent. (Foto: © Josepha- https://www.flickr.com/photos/josepha/, Creative Commons BY-NC-SA 2.0)

En 22-årig dansker, der er sigtet for seksuelle krænkelser, er natten til torsdag dansk tid blevet løsladt mod kaution fra fængslet i New York, efter der opstod kaos i retten.

Den unge mand blev ved en fejl fragtet tilbage i fangebus til fængslet på Rikers Island. Til stor frustration for både forsvarer og den 22-åriges forældre.

Han stod ellers til torsdag at blive løsladt mod en kaution på 400.000 dollars svarende til 2,2 millioner danske kroner.

- Det var meningen, at han skulle være iført fodlænke i retten for at blive løsladt. Men så fandt man ud af, at man faktisk ikke vidste, hvor han var, siger DR's USA-korrespondent Johannes Langkilde.

- Myndighederne siger ikke meget, men dommeren var tydeligvis vred i retten. Retten fik foranstaltet, at mødrene kunne køres til Rikers Island, hvor han fik fodlænke på, og mødrene kunne se ham, siger han.

Mistænkt for at krænke 13 børn

Hans biologiske mor Birgitte Thomsen og medmor Marianne Larsen har via private donationer indsamlet 140.000 dollar af kautionen på 400.000 dollar (2,2 millioner kroner) Resten er betalt via en såkaldt kautionsagent.

Manden er mistænkt for at have sex-krænket 13 børn på den skole, hvor han var i praktik som pædagog.

Tog fejl af efternavne

Den unge dansker er mistænkt for at have ført ni børns hænder ned til sine kønsdele uden på bukserne.

Han er desuden mistænkt for at have ført et barns hoved ned til sit skridt uden på bukserne og for at have placeret tre børn på sit skød.

Han har siddet i frivillig isolation i fængslet på Rikers Island, da han blev truet på livet af de andre fanger.

Det er en tidligere kollega, der har anmeldt manden. Den 22-åriges advokat har rettet en skarp kritik mod det amerikanske retsvæsen.

Og hun nægtede torsdag i første omgang at forlade retten i New York, da han mod alle forventninger blev sendt tilbage til Rikers Island.

- Han er blevet anholdt på baggrund af én kvindes udtalelse. Politiet talte ikke med skolen eller andre. Jeg hader at se, at systemet stadigvæk er sådan herovre, sagde hans forsvarsadvokat Jane Fisher-Byrialsen tidligere torsdag til DR Nyheder.

Er blevet smidt ud af bolig på Manhattan

Den 22-årige har i retten fået at vide, at han ikke må forlade Manhattan, så længe han fortsat er sigtet, og sagen kører.

I princippet kan det tage op til et år, før den er afgjort. Men hans udlejer har smidt ham ud af boligen på Manhattan efter de alvorlige anklager.

Og da mødrene har lejet et værelse i området Queens i New York, kan han ikke bo sammen med dem.

Det betyder, at mødrene nu skal finde ham et nyt midlertidigt hjem på Manhattan, som er et af verdens dyreste beboelsesområder.