Marianne Larsen og Birgitte Thomsen er netop trådt ud af retsbygningen i New York, hvor deres søns sag om sex-krænkelse af 13 børn bliver behandlet.
Sønnen, en 22-årig dansker, stod til at blive løsladt mod kaution i dag, men han er fejlagtigt blevet kørt tilbage til fængslet på Rikers Island.
Til stor fortvivlelse for den unge mands biologiske mor og adoptivmor.
- Vi har lige betalt over to millioner kroner for at få ham fri i dag, og nu ved vi ikke, hvad der sker, siger den biologiske mor, Birgitte Thomsen, til TV2 News.
Mødrene har i retssalen fået at vide, at manden blev kørt tilbage til fængslet, hvor den 22-årige har siddet i frivillig isolation på grund af dødstrusler, fordi retssystemet havde taget fejl af mandens efternavn.
Forsvarer nægtede at forlade retsbygning
Mandens forsvarsadvokat var rystet over udviklingen og nægtede at forlade retsbygningen, indtil parterne havde fået svar på, hvad der skete.
Ifølge Birgitte Thomsen er planen nu, at de forhåbentlig får lov til at komme med ud på øen Rikers Island, hvor de kan se deres søn.
Mødrene aner ikke, hvor sønnen er, eller hvordan han har det. Han fik tidligere i dag at vide, at han ville blive løsladt mod kaution.
- Vi har ikke fået nogen forklaring. Vi frygter, at han er enormt bange. Han fik at vide, han var købt fri af alle de rare mennesker, som har hjulpet med kautionen, siger Marianne Larsen til TV2 News.
- Vi ved ingenting. Vi håber, vi skal med derud, siger hun.
Tidligere onsdag aften fortalte DR's USA-korrespondent Johannes Langkilde, at den 22-årige havde fået lov til at stå af ved fængslets parkeringsplads og få elektronisk fodlænke på.
Derefter ville han sandsynligvis blive fragtet tilbage til Manhattan.
Men nu er spørgsmålet, om manden kommer til at overnatte i fængslet.
Må ikke forlade Manhattan
Den 22-årige har i retten fået at vide, at han ikke må forlade Manhattan, så længe sagen kører.
I princippet kan det tage op til et år, før den er afgjort.
Men hans udlejer har smidt ham ud på grund af de alvorlige anklager.
Og da mødrene har lejet et værelse i området Queens i New York, kan han ikke bo sammen med dem.
Det betyder, at mødrene nu skal finde ham et nyt midlertidigt hjem på Manhattan, som er et af verdens dyreste beboelsesområder.
Den unge dansker er mistænkt for at have ført ni børns hænder ned til sine kønsdele uden på bukserne.
Han er desuden mistænkt for at have ført et barns hoved ned til sit skridt uden på bukserne og for at have placeret tre børn på sit skød.