22-årig dansk pædagogstuderende kan være fanget på Manhattan i et år

Mistænkt for krænkelser af børn kan være fanget på Manhattan i op til et år, når han bliver løsladt mod kaution.

DR Nyheders korrespondent Johannes Langkilde foran retsbygningen i New York.

Den fængslede 22-årige dansker i New York, der bliver løsladt mod kaution, kan være fanget på Manhatten i op til et år.

Det oplyser den mistænktes forsvarer til DR Nyheders korrespondent Johannes Langkilde.

Den 15. august 2014 skal retten tage stilling til, om anklagemyndigheden har tilstrækkeligt bevismateriale til at rejse en tiltale mod den 22-årige dansker.

- Hvis ikke anklagemyndigheden i dommerens øjne har opbygget en troværdig sag mod den unge mand, så kan han faktisk blive løsladt der, og sagen kan falde, siger Johannes Langkilde.

- Men hvis dommeren finder, at anklagemyndigheden har en troværdig sag, så kan sagen trække ud i en regulær retsag med en jury, som vi kender det fra amerikanske film. Det kan tage seks måneder eller sågar et helt år, forklarer Johannes Langkilde.

100 meter fra legepladser

Den 22-årige dansker får en GPS-fodlænke på, når han bliver sat fri - formentlig senere i dag.

Betingelserne i kautionstillelsen betyder, at han ikke må forlade øen Manhattan, og han må ikke nærme sig skoler, legepladser og børnehaver eller sin gamle arbejdsplads.

- Han skal, med sin forsvarers egne ord, gå rundt med et kort og sikre sig, at han ikke er i en omegn af 100 meter fra for eksempel legepladser. Hvis det sker, så kan har ryge i fængsel igen.

De to mødre og forsvarsadvokaten er lige nu i retsbygningen i Manhattan, som de forventer at kunne forlade i selskab med den 22-årige.