Forsvarer for mistænkt dansker: Retsvæsenet vil tækkes de rige med den her sag

Sagen mod den fængslede 22-årige dansker i New York er opstået, fordi retsvæsenet vil vise muskler over for de rige, mener hans forsvarer.

Jane Fisher-Byrialsen mener, at det har spillet en rolle, at den 22-årige arbejdede på en velhaverskole. (© DR)

Forsvareren til den 22-årige mistænkte dansker i New York retter en skarp kritik mod retsvæsenet i New York.

- Han er blevet anholdt på baggrund af én kvindes udtalelse. Politiet talte ikke med skolen eller andre. Jeg hader at se, at systemet stadigvæk er sådan herovre, siger Jane Fisher-Byrialsen.

Den 22-årige blev anholdt, da en tidligere kollega anmeldte ham politiet. Hun hævder, at han har krænket tretten af børnene fra skolen seksuelt. Han har siddet fængslet i to uger, men vil nu blive løsladt mod kaution.

FN-børn

Ifølge kvinden, der har anmeldt ham, skete de seksuelle krænkelser, mens den danske pædagogstuderende var i praktik på The International Preschool.

Skolen underviser børn i alderen to et halvt år til fem år og ligger midt på Manhattan, et stenkast fra FN's hovedkvarter i New York. Børnehaveklasse-skolen har en international profil, der især tiltrækker børn af FN-ansatte og rigere amerikanske familier.

Jane Fisher-Byrialsen mener, at tykkelsen på forældrene pengepung spiller en rolle i sagen mod den 22-årige dansker.

- Det er meget sjældent, at jeg ser dem køre sådan en sag her med så tynde beviser. Jeg tror, det er fordi, at det er sådan en anerkendt børnehave med rigtig rige mennesker, så skal der rigtig gøres noget ud af det. Retfærdigheden sker mest for de rige i det her land, siger Jane Fisher-Byrialsen.

Tilståelse eller justitsmord

Den tidligere kollega, der har anmeldt den 22 årige, hævder, at han har ført ni børns hænder ned til sine kønsdele uden på bukserne, ført et barns hoved ned til sit skridt uden på bukserne, og at han har placeret tre børn på sit skød.

Den 22-årige nægter sig skyldig i anklagerne. Fængslingen af ham er primært sket, fordi han har skrevet under på en 'tilståelse' af, at han har krænket de 13 børn seksuelt.

Den 22-åriges forsvarer afviser dog tilståelsen og kalder hele sagen for et justitsmord. Den pædagogstuderende blev afhørt af politiet uden en advokat.

Ifølge den 22-åriges forsvarer benægtede han at have krænket børnene langt ind i afhøringen, men da politiet på et tidspunkt sagde til ham, at de havde det på video, sagde han, at så måtte han jo have gjort det, men han kunne ikke huske det.

Afhøringsteknik

Afhøringen får forsvarsadvokat Jane Fisher-Byrialsen til at tordne mod det amerikanske politi.

- Det er dybt forargeligt, at de bruger den slags afhøringsteknikker, som de har brugt her.

Skolen iværksatte selv en undersøgelse, da den første gang hørte om anklagerne mod den 22-årige. Undersøgelsen frifandt danskeren.

Den 15. august skal retten på Manhattan tage stilling til, om anklagemyndigheden har tilstrækkeligt bevismateriale til at rejse en tiltale mod den 22-årige pædagogstuderende.