De sidste OSCE-observatører er sat fri

Fire europæiske observatører fra OSCE er blevet sat fri efter at have siddet fanget i det østlige Ukraine.

Mindre end to døgn efter, at fire OSCE-observatører blev frigivet, har prorussiske separatister nu frigivet de resterende fire observatører. (Foto: © Stringer, Scanpix)

Prorussiske separatister i det østlige Ukraine har løsladt fire europæiske observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

- Vi kan bekræfte, at fire medlemmer af vores Donetsk-baserede hold nu er løsladt efter 32 dage i fangenskab, skriver OSCE på Facebook.

Mindre end to døgn efter dansk frigivelse

Frigivelsen sker mindre end to døgn efter, at en dansk observatør sammen med tre kolleger, også fra OSCE, blev sat fri af de ukrainske oprørere.

Gruppen med danskeren forsvandt i Donetsk-regionen 26. maj.

Observatørerne er i Ukraine for blandt andet at mødes med lokale og nationale myndigheder samt etniske og religiøse grupper.

De rapporterer dagligt om situationen i landet, der har været præget af voldsom uro i månedsvis.

Opfylder EU-krav

Med frigivelsen af de fire gidsler har separatisterne opfyldt et af de krav, som EU-lederne fredag satte fra deres topmøde i Bruxelles.

Stats- og regeringscheferne gav Rusland og de øvrige parter i konflikten i Ukraine tre dage til at leve op til fire konkrete krav.

Ud over frigivelsen af de fire resterende gidsler kræver lederne, at en våbenhvile under overvågning af OSCE overholdes, at tre konkrete grænseposter skal tilbage under de ukrainske myndigheders kontrol, samt at der skal gang i omfattende forhandlinger om præsident Petro Porosjenkos fredsplan.

Hvis kravene ikke opfyldes, er EU-lederne klar til at samles igen med kort varsel for at drøfte en skærpelse af EU's sanktioner, lød truslen fra Bruxelles.

/ritzau/AFP