Statsminister Helle Thorning-Schmidt mødes i dag og i morgen til topmøde i Belgien med sine kolleger fra de øvrige 27 EU-lande.
Vedholdende rygter om, at Thorning-Schmidt skal være i spil til en EU-toppost, giver topmødet ekstra krydderi, set fra et dansk synspunkt.
EU skal have fundet nye formænd for Europa-Kommissionen og Det Europæiske Råd, samt en ny udenrigschef og måske også en permanent post som formand for eurogruppen.
Men i øjeblikket er der ikke meget, som tyder på, at puslespillet bliver lagt færdig på topmødet i dag og i morgen. Der vil dog givetvis blive leget intens navneleg i kulissen og i medierne.
Her guider EU-korrespondent i DR Ole Ryborg dig gennem topmødets program:
Torsdag 26/6
- Der sker tre ting torsdag. Der er formøder hos de politiske partier først på eftermiddagen. Socialisterne, blandt andre Helle Thorning-Schmidt, mødes i i Elverdinge uden for den historiske by Ypres. Herefter følger en mindeceremoni i anledning af 100-året for begyndelsen på Første Verdenskrig. Den sker sidst på eftermiddagen og først på aftenen i Ypres. Og derefter er der en middag - også i Ypres. Her skal stats- og regeringscheferne diskutere mandatet til den kommende Europa-Kommission.
- Formanden for Det Europæiske Råd, Herman van Rompuy, har gjort det lysende klart, at han ikke ønsker nogen diskussion om europæiske topjobs ved middagen. Han finder det direkte upassende, at et møde i Ypres skulle være genstand for et politisk slagsmål mellem Tyskland og Storbritannien - 100 år efter starten på Første Verdenskrig.
Fredag 27/6
- Der er adskillige store emner på programmet om formiddagen på EU-topmødets anden dag. Der skal underskrives aftaler med Georgien, Moldova og Ukraine. Stats- og regeringscheferne skal have det traditionelle møde med formanden for Europa-Parlamentet, italienske Gianni Pitella, som midlertidigt beklæder posten.
- Så skal EU-lederne færdiggøre en proces, der handler om at bedømme landenes økonomi. Derefter skal man diskutere situationen i Middelhavet - specielt flygtningesituationen. Der skal være en diskussion om nogle klima- og energimål. Og så vil de bekræfte Albaniens status som EU-kandidatland.
- Når de ting er overstået, kommer den ukrainske præsident Petro Porosjenko og gør status over situationen i Ukraine. På den baggrund skal EU-lederne så i gang med en kort snak om, hvorvidt de skal gå i gang med næste skridt i forhold til sanktioner overfor Rusland.
- Og så endelig - når alt dette er overstået - går stats- og regeringscheferne til frokost. Og først her vil de diskutere EU-topjob. Herman van Rompuys indstilling er, at stats- og regeringscheferne skal gøre det kort. De skal indstille Jean-Claude Juncker fra Luxembourg til jobbet - og ikke andet, hvis det står til Rompuy. Så det kan blive en meget kort seance - med mindre dynamikken i lokalet ændrer sig, og EU-lederne alligevel bestemmer sig for at lave hele pakken på en gang. Det kan ske. Men mest sandsynligt netop nu er, at EU-lederne venter med resten af topposterne til et nyt ekstraordinært topmøde i midten af juli.
Lørdag 28/6
- EU-lederne skal slå alle rekorder, hvis topmødet stadig er i gang over midnat. Men det er sket før: Den længste frokost i EU-historien, som handlede om en udnævnelsen af den første chef for Den Europæiske Centralbank, varede i 14 timer.