Kerry til Iraks politikere: Få styr på ISIS nu

Det er afgørende at Iraks splittede ledere står sammen, og nedkæmper ISIS, siger USA's udenrigsminister, der mandag besøgte Irak.

Se reportage fra Irak og hør analyse af situationen i videoen herover. Klik på play

I Iraks næststørste by Mosul er det nu maskerede og bevæbnede mænd, der dirigerer trafikken og uddeler koraner til forbipasserende.

Den islamiske terrororganisation ISIS har skudt og hærget sig gennem store dele af Irak, og har taget kontrollen med så mange vigtige områder, at den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, har set sig nødsaget til at sige tingene meget direkte til de irakiske ledere.

- Det er selveste Iraks fremtid, der afhænger af de beslutninger, der vil blive taget i de kommende dage og uger, lød det fra John Kerry, da han i dag besøgte det konfliktplagede land.

Splittet ledelse

Kerry har holdt møde med alle Iraks politiske fraktioner, som består af dybt splittede sunni- og shiamuslimer og kurdere, der forsøger at lede landet efter årtiers diktatur.

- Situationen er kritisk og det er afgørende, at Iraks ledere står sammen mod ISIS. Ikke i næste uge, ikke næste måned, men nu, sagde udenrigsministeren, der lovede 'intens støtte' til Irak.

Befolkningen vil kæmpe mod ISIS

I den seneste tid har den irakiske hær, der skulle bekæmpe ISIS, flere steder svigtet deres ansvar, ved at flygte inden det overhovedet er kommet til kamp.

ISIS nærmer sig nu hovedstaden Bagdad, hvor DR's korrespondent kan mærke at befolkningen tager sagen i egen hånd:

- Tusindvis af irakere er meget ivrige efter at kæmpe mod ISIS. De smider hvad de har i hænderne for at forsvare deres land, siger mellemøstkorrespondent Puk Damsgård.

Se reportage fra Irak og hør analyse af situationen i videoen over artiklen. Klik på play