Når Herman van Rompuy og Matteo Renzi i eftermiddag sætter sig til rette i de bløde møbler i Palazzo Chigi i det centrale Rom, så vil Italiens kommende EU-formandskab og den eskalerende flygtningekrise i det sydlige Middelhav blive drøftet.
Et spørgsmål overskygger dog klart de to andre emner. Problemet, som formanden for Det Europæiske Råd, Herman van Rompuy, er sat til at løse. Hvem skal afløse portugiseren José Manuel Barroso som formand for EU-Kommissionen?
En kandidat skal efter planen udpeges på EU-topmødet i slutningen af næste uge.
Men personspørgsmålet har udviklet sig til en europæisk magtkamp med store risici for den tyske kansler Angela Merkel og den britiske premierminister David Cameron, der er lodret uenige om, hvorvidt Europa-Parlamentets kandidat, Jean Claude Juncker, også er den rette.
Renzi har nøglerne
Nøglerne til at afgøre striden ligger hos Italiens unge premierminister, Matteo Renzi.
Han har gjort det klart, at han ikke er begejstret for Juncker, som han ser som fortidens mand og repræsentant for den sparepolitik, som Renzi har kaldt uintelligent og vil gøre op med.
Men nok så væsentligt har Renzi ikke sagt, at han vil stemme imod Juncker og dermed støtte Cameron, når stats- og regeringslederne mødes i Bruxelles i næste uge.
For at blokere for Juncker har briterne brug for Italien, da de ellers ikke kan samle lande nok til at danne et såkaldt blokerende mindretal. Med andre ord, så kan Juncker formentlig udpeges som kandidat, hvis italienerne stemmer for.
Under fire øjne
Van Rompuy, der kort efter europaparlamentsvalget fik til opgave af regeringslederne at finde en egnet kandidat, skal derfor lodde stemningen hos Renzi og den italienske regering.
Hidtil har Rompuy holdt kortene tæt ind til kroppen og vil formentlig drøfte det følsomme Juncker-spørgsmål under fire øjne. Altså kun ham og Renzi, uden embedsmænd, og dermed elimineres risikoen for læk og fortolkninger.
Det er dog ingen hemmelighed, at Renzi øjner en mulig politisk sejr som modydelse for at støtte Juncker. For trods sin skepsis overfor manden, så er Renzi mere interesseret i at vinde politiske indrømmelser fra de andre regeringsledere i almindelighed og den tyske kansler Merkel i særdeleshed.
Renzis pris
Renzis europapolitiske førsteprioritet er at øge offentlige investeringer i eksempelvis skoler eller bredbånd-internet, uden det tæller negativt på beregningerne af underskuddet på statsfinanserne.
Renzi vil have lov til at kickstarte den sløve italienske økonomi med fremtidsinvesteringer, uden at han per automatik havner i skammekrogen hos EU-Kommissionen og i Berlin for at overskride EU's vækst- og stabilitetspagt, der sætter reglerne for de offentlige finanser.
Det er et punkt, der bakkes ivrigt op af socialisterne i Europa-Parlamentet, hvis støtte er nødvendig for at få Juncker valgt, og hvor Renzis italienske delegation er den største.
Men øget fleksibilitet i fortolkningen af reglerne om offentlige finanser får Renzi ikke igennem uden støtte fra Berlin, der under eurokrisen har insisteret på en stram styring af statsbudgetterne i eurolandene.
Quid pro quo
Her kan Jean-Claude Juncker være den noget-for-noget, der giver Renzi sin sejr. Hvis han får indrømmelser fra Berlin, som han kan sælge som en sejr i Rom, så ventes han ikke at lade sin personlige modstand mod Juncker stå i vejen.
Tværtimod, da Italien som kommende formandskabsland har en interesse i, at EU ikke er lammet af en institutionel krig mellem parlamentet og medlemslandene.
Så selvom briterne, der fra starten har fokuseret på modstand mod Juncker, prøver at overtale italienerne til stemme imod, så ser det ud til, at Renzi vælger den modsatte lejr, hvis man får - tilpas store - politiske indrømmelser.
Hvor gode muligheder der er for at give indrømmelser, og hvor helhjertet den eventuelle italienske støtte vil være, er Herman van Rompuys opgave at dechifrere i Palazzo Chigis bløde møbler i eftermiddag. Men i Rom peger pilen på Juncker.