Billederne af irakiske soldater, liggende i skyttegrave, og omgivet af mænd med maskingeværer, er det seneste døgn delt og beskrevet på sociale netværk og i medierne.
De stammer formentlig fra den islamistiske oprørsgruppe Den islamiske stat i Irak og Syrien (ISIS).
Selvom det ikke er muligt at verificere billederne, så er de formentlig ægte, vurderer den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp, forskningschef på Försvarshögskolan.
- Det er svært at sige, om billederne er ægte. Men det stemmer overens med tidligere oplysninger, vi har fra landet. Men det er et faktum, at henrettelser har fundet sted, siger han til DR Nyheder.
Det minder om ISIS
Den vurdering deles af major Lars Cramer-Larsen fra Forsvarsakademiet, der blandt andet har forsket i oprørsbekæmpelse og -forebyggelse.
- Det minder om deres måde at gøre tingene på, siger Lars Cramer Larsen
- At det har fundet sted - det er jeg sikker på.
En talsmand for den irakiske hær bekræftede søndag over for BBC billedernes ægthed, og at de afspejler begivenheder i Salahuddin-provinsen i Irak.
Skal skabe frygt hos irakiske soldater
Baggrunden for offentliggørelsen af billederne er ifølge de to eksperter også ganske entydig.
Billederne har til formål at destabilisere regeringsstyrkerne i landet. Meldingerne fra landet går da også på, at flere sunnimuslimske soldater har deserteret og andre er flygtet under ISIS' fremmarch.
- Det er meget barbarisk - det er for at skabe frygt. Det sender et signal om, at "fanger vi dig, så sker det her med dig," siger Magnus Ranstorp.
- Og det virker jo i høj grad. Det skræmmer vesten og skræmmer verden. Det er lige nu en kamp om historien, supplerer Lars Cramer-Larsen.
ISIS hævder 1.700 soldater er dræbt
Henrettelsesbillederne blev suppleret af en besked fra ISIS på det sociale medie Twitter, hvor gruppen hævder at have henrettet ikke færre end 1.700 irakiske soldater.
Drabstallet er til gengæld nærmest umuligt at verificere, mener de to eksperter. Og her kan billederne ikke bruges til at be- eller afkræfte ISIS' påstand, for de siger intet om omfanget, fortæller Magnus Ranstorp.
- Vi ser jo ikke på billederne, at det er samme omfang. Det er svært at bedømme skalaen af det, siger han.
Heller ikke Major Lars Cramer-Larsen tør sige noget om drabstallet, men henviser til, at billederne kan stamme fra Tikrit, der i onsdags kom under oprørernes kontrol.
- Der er ingen tvivl, om der er slået tvivl ihjel, men tallene er jo simpelthen er enormt svære at bekræfte, siger Lars Cramer-Larsen.