Endnu en irakisk by falder til islamistiske oprørere

Oprørsgruppen ISIS har erobret byen Tal Afar i den nordvestlige del af Irak.

De fleste af indbyggerne i Tal Afar er etniske tyrkere, der taler tyrkisk. (Foto: © PATRICK BAZ, Scanpix)

Regeringen i Irak har mistet kontrollen med endnu en by i landet. Denne gang er det byen Tal Afar i den nordvestlige del af landet, der er faldet til den islamistiske oprørsgruppe Den islamiske stat i Irak og Syrien (ISIS).

Henover eftermiddagen og aftenen har der været forlydender om voldsomme kampe i byen, der ligger 50 km vest for Iraks næststørste by, Mosul, der også er under ISIS' kontrol.

Det skriver nyhedsbureauet Reuter på baggrund af forlydender fra flere indbyggere i byen, der ønsker at være anonyme.

Oplysningen bekræftes af den irakiske general Mohammed al-Quraishi ifølge CNN.

Mange etniske tyrkere i byen

De fleste af indbyggerne i byen er etniske tyrkere, der taler tyrkisk. Tyrkiet har udtrykt stærk bekymring over deres sikkerhed.

Byen er blevet forsvaret af gruppe af Iraks sikkerhedsstyrker, som er en af de få, der ikke er flygtet eller deserteret under ISIS' fremmarch i området.

Tidligere meldinger er gået på at oprørerne forsøgte at nå hovedstaden Bagdad, men meget tyder nu på, at de i stedet forsøger at styrke deres jerngreb på byerne i den nordlige del af landet.

Udenrigsminister Martin Lidegaard svarer på spørgsmål i P1-programmet "Ring til regeringen" frem til klokken 10. Ring og stil dit spørgsmål på telefon 80 20 80 00.