Analytiker om islamisterne i Irak: Obama står i et dilemma

Krisen i Irak skaber bekymring uden for landets grænser - også i USA, hvor Obama overvejer sine muligheder

Den amerikanske præsident, Barack Obama, udviste bekymring for situationen i Irak, da han talte ved Det Hvide Hus. (Foto: © Kevin Lamarque, Scanpix)

Krisen i Irak spidser til dag for dag. Den militante oprørsgruppe ISIS har overtaget flere byer, og fredag opfordrede en talsmand for Iraks øverste shia-prædikant til, at folk selv griber til våben og forsvarer landet.

Og bekymringen når i den grad også ud over landets grænser.

Senest åbnede den iranske regering med præsident Hassan Rouhani i spidsen for et samarbejde med USA i Irak for at bekæmpe islamisterne. Og den amerikanske præsident Barack Obama overvejer, hvilke muligheder USA har for at hjælpe Irak, selv om han afviser at gå ind i landet med soldater.

- Obama står i et strategisk dilemma. For han skal balancere sin indsats i forhold til både sunni- og shiamuslimer, vurderer Lars-Cramer Larsen, der er major ved Forsvarsakademiet.

Kan puste til konflikten

Han forklarer, at Obama skal være forsigtig, fordi han risikerer at sende forkerte signaler til sunnimuslimske lande som Saudiarabien, hvis han bliver set som en, der støtter shiamuslimerne.

- Så kan han på den måde puste til en konflikt, siger Lars Cramer-Larsen.

Også i forhold til amerikanernes otte år lange krig i Irak, hvor 4.423 amerikanske soldater blev dræbt, står Obama over for et svært valg, vurderer Lars Cramer-Larsen.

- Han har været med til at stabilisere Irak, og det kan han nu være på vej til at tabe, siger han.

USA-støtte kan være nødvendig

Lars Cramer-Larsen betragter udviklingen i Irak som stærkt bekymrende, og han vurderer derfor, at det kan være nødvendigt for landet at få hjælp udefra.

- Den irakiske regering har ikke været i stand til at få inddraget hele landet og har derfor fejlet sikkerhedspolitisk, siger han.

Og hvis Irak ender med at få hjælp udefra, vil den irakiske premierminister Nouri al-Maliki stå endnu svagere, vurderer Lars Cramer-Larsen.

- Hans lakmusprøve er nemlig, om han kan bruge sine egne ressourcer. Og foreløbig har han fejlet totalt, siger Lars Cramer-Larsen, men henviser til, at kurderne i landet muligvis kan hjælpe ham.

Kurderne har allerede spillet en rolle i bekæmpelsen af islamisterne ved at overtage irakiske byer.

Kæmper for islamistisk stat

Den islamistiske militante organisation ISIS har taget kontrol over en række større byer i Irak, og efter sigende skulle bevægelsen være på vej mod hovedstaden Bagdad.

Gruppen kæmper for at oprette en sunnimuslimsk stat efter de fundamentalistiske ISIS-forskrifter i en del af Irak og Syrien - og på sigt i Libanon.