Mosul, Falluja og Tikrit.
Tre væsentlige irakiske byer er på få dage røget i kløerne på ekstreme sunnimuslimske militante i gruppen ved navn Den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS).
- Det er første trin i en længere proces, de har gang i. De vil skabe en islamisk stat, der går ind over Irak, Syrien og på sigt Libanon, siger Lars Cramer Larsen, major ved Institut for Militære Operationer.
Der er én klar årsag til, at lynoffensiven fra ISIS er kommet så vidt:
- De har sat sig på området uden reelt at møde noget modstand, og det er typisk den metodik, de bruger. De vokser frem i ly af den ustabilitet, der er, og indfører en meget voldsom og brutal fortolkning af sharialovgivningen, forklarer han.
Irakisk sikkerhed har fejlet
Hele situationen i regionen med de tre irakiske byer, der nu er på ISIS' hænder, har længe været plaget ustabilitet, og bevægelsen har været meget markant i området i et stykke tid, forklarer Lars Cramer Larsen.
ISIS har blandt andet indført kontroller og skatter i området.
- Det udtrykker, at den sikkerhedsmæssige situation i den del af Irak er meget ustabil. Og det bygger på, at al-Malikis (Iraks premierminister, red.) sikkerhedsapparatet ikke er dygtigt nok, og at han ikke har formået at samle Irak, siger analytikeren.
Offensiv med alvorlige konsekvenser
ISIS kæmper altså for en selvstændig islamisk stat, og de vil gå langt for at få det erklærede mål indfriet.
Ifølge flere medier står de klar med 10.000 krigere, der er på vej til at gå mod Baghdad. Men Lars Cramer Larsen tvivler på, at bevægelsen vil få succes med at indtage hovedstaden.
- Man skal tage meget af det her med et gran salt. Hvis det kommer dertil, hvor hovedstaden er ved at falde, så de er kun 10.000 nu. Det irakiske sikkerhedsapparat er på 90.000, så der er en grænse lige nu. De næste dage må vise, hvilken vej de går, siger han.
Det ændrer dog ikke på, at offensiven fra ISIS kan udløse alvorlige konflikter flere steder i Mellemøsten, hvis ikke den bliver stoppet snart.
- Det vi ser, er ret voldsomt og ret markant, siger Lars Cramer Larsen.