USA støtter Iraks ledere efter militant lynoffensiv

Det Hvide Hus kalder sunnimuslimsk oprørsgruppe for en terrortrussel og vil stå sammen med Irak.

Irakiske sikkerhedsfolk er ankommet til et område nær byen Basra, hvor en bilbombe onsdag dræbte fire og sårede 15. (Foto: © STRINGER/IRAQ, Scanpix)

Den amerikanske regering lover natten til torsdag dansk tid at bakke op om styret i Irak, som forsøger at bekæmpe militante oprørere, der har taget kontrollen med flere byer og områder i landet.

Talsmand for Det Hvide Hus Jay Carney siger, at USA kraftigt fordømmer de seneste angreb i Irak, som er blevet begået af Den Islamiske Stat Irak og Syrien (ISIS).

- USA vil stå sammen med irakiske ledere på tværs af det politiske spektrum, mens de skaber det nationale sammenhold, der kræves i kampen mod ISIS, siger Jay Carney og kalder den sunnimuslimske gruppe for en terrortrussel.

Storby kontrolleres af oprørsgrupper

Washington lover også at øge støtten til Irak og overvejer ifølge flere embedsmænd droneangreb efter anmodning fra den irakiske regering.

De militante islamister i ISIS har de seneste dage rykket frem mod flere byer i den nordlige og centrale del af Irak.

Storbyen Mosul er nu under oprørernes kontrol, og det samme er Tikrit, der var hjemby for Iraks tidligere leder Saddam Hussein. Kampene rykker nu tættere på hovedstaden Bagdad, som ISIS angiveligt har planer om at angribe.

Hundredtusindvis af mennesker er sendt på flugt på grund af kampene.

/ritzau/AFP