Situationen i Irak er særdeles kaotisk, efter at den berygtede islamistiske oprørsgruppe ISIS har iværksat en bølge af angreb på flere byer.
I Mosul, som ISIS tirsdag overtog store dele af kontrollen med, udspiller der sig i øjeblikket et gidseldrama.
Den tyrkiske premierministers kontor oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at oprørsgruppen har fragtet 48 gidsler - heriblandt tre børn - fra det tyrkiske konsulat til en base. Ingen er tilsyneladende kommet til skade.
Dermed er i alt 78 tyrkere taget som gidsler. Tirsdag blev 28 lastbilchauffører pågrebet af ISIS-oprørere, mens de leverede diesel til et el-værk.
Angriber Husseins hjemby
Samtidig rykker ISIS videre sydpå og har ifølge BBC nu også overtaget kontrollen med dele af Tikrit - Saddam Husseins hjemby, kun 150 kilometer nord for Bagdad.
ISIS står for Den islamiske oprørsgruppe i Irak og Syrien og blev dannet i april 2013 som en udbryderfraktion af terrorgruppen al-Qaeda i Irak.
Indtil videre har ISIS især gjort sig bemærket under borgerkrigen i Syrien.
Her fremstår den i dag som en af de stærkeste af flere islamistiske oprørsgrupper, som bruger omtrent lige så megen tid på at bekæmpe hinanden som på at bekæmpe præsident Bashar al-Assad.
Koster civile liv
Ifølge den Internationale Organisation for Migration (IOM) er omkring en halv million mennesker blevet tvunget på flugt, efter at ISIS har indtaget Mosul, der er Iraks andenstørste by.
Det står også allerede nu klart, at kampene mellem ISIS og irakiske sikkerhedsstyrker har kostet flere civile livet.
ISIS har allerede kontrol med byen Falluja vest for Bagdad og en del af byen Ramadi. Begge ligger i Anbar, som er en sunnimuslimsk provins, hvor ISIS er stærkt til stede.