En halv million mennesker har som konsekvens af voldsomme kampe i den irakiske storby Mosul taget flugten væk fra byen.
Tallet kommer fra den Internationale Organisation for Migration (IOM), som anslår, at de mange mennesker er blevet fordrevet fra Mosul og de nærliggende områder, efter at militante islamister tirsdag tog kontrollen over millionbyen.
Samtidig har volden resulteret i et stort antal ofre blandt civile, lyder det fra organisationen.
Moskeer omdannet til klinikker
Et område med fire hospitaler er ikke tilgængeligt, fordi det ligger i midten af det område, hvor der ifølge IOM stadig er kampe.
- Nogle moskeer er blevet omdannet til lægeklinikker, der kan behandle de sårede, oplyser den Geneve-baserede organisation.
Et forbud mod køretøjer er blevet indført i centrum af Mosul. Det tvinger de mange mennesker til at flygte til fods.
Mangel på drikkevand
Kvarterer i den vestlige del af byen er blevet ramt af mangel på drikkevand, efter at den vigtigste vandforsyning i området er ødelagt af bombardementerne. Mange familier står også over for fødevaremangel, lyder det fra IOM.
Mosul blev indtaget af militante islamister tirsdag. Militsfolkene er sunnimuslimer fra gruppen Isil - Den Islamiske Stat Irak og Levanten.
I forvejen har Isil kontrol med byen Falluja og en del af byen Ramadi. De ligger i provinsen Anbar, som er en af de sunnimuslimske provinser, hvor Isil i den seneste tid har været i offensiven.
/ritzau/AFP