Det er tilsyneladende ikke voldsomt profitabelt at være præsident for USA.
I hvert fald var Bill og Hillary Clinton tæt på en konkurs, da Bill Clinton forlod præsidentembedet i 2001.
- Vi kom ud af Det Hvide Hus med masser af gæld. Vi havde ikke mange penge, da vi kom dertil, og det havde vi slet ikke, da vi tog derfra, siger Hillary Clinton i et interview med ABC.
Det gav hun i forbindelse med udgivelsen af sin selvbiografi 'Hard Choices'.
Millioner i gæld
Parrets offentlige økonomiske dokumenter understøtter Hillary Clintons udtalelser. De viser nemlig, at de i 2001 skyldte millioner af dollars væk til juridiske regninger.
- Vi kæmpede med at betale for boliglån, afdrage gæld, tage os af familien og betale for Chelseas (parrets datter, red.) uddannelse, siger Hillary Clinton.
- Det var ikke nemt. Bill har arbejdet fantastisk hårdt siden. Det har været imponerende.
Bliver kaldt for elitære problemer
Hillary Clinton er kommet i modvind i hjemlandet ovenpå kommentarerne. Hun forventes at stille op til præsidentvalget i 2016, og hendes politiske modstandere bruger hendes udtalelser til at beskrive hende som elitær.
Hun har nemlig siden 2001 tjent en formue på at holde taler og foredrag, mens Bill Clinton har tjent endnu mere.
Derfor virker det hyklerisk og viser en manglende forståelse for normale menneskers økonomi, hævder republikanerne.
En kritik meget lig den, republikanernes egen kandidat ved 2012-valget, rigmanden Mitt Romney, var mål for.