Den thailandske general Prayuth Chan-ocha siger mandag, at han har modtaget kongens formelle opbakning som leder af det styrende militærråd.
Prayuth Chan-ocha taler for første gang til nationen, siden han i sidste uge stod bag et militærkup i det politisk ustabile land. Han siger blandt andet, at han vil sørge for at håndhæve loven for at få styr på den politiske situation i landet.
Militæret klar til at bruge magt
Thailand har over de seneste måneder været plaget af protester, og hvis de blusser op igen, vil militæret ikke have andet valg end at bruge magt, lyder det fra generalen i tv-talen.
Han tilføjer, at landet har brug for en premierminister, og han stiler derfor efter at afholde valg i den nærmeste fremtid. Han kommer dog ikke med nogen tidsplan for afholdelse af valget.
Hæren indførte undtagelsestilstand i Thailand 20. maj og tog magten to dage senere efter næsten syv måneders politisk uro.
/ritzau/Reuters.