De første prognoser i Ukraine viser, at landet har fået en ny præsident. Selvom resultaterne ikke er de officielle, så peger de alle i samme retning: Den 48-årige mangemillionær og chokolademagnat, Petro Porosjenko, skal være landets næste præsident.
Den udlægning er han i hvert fald også selv kommet frem til. Her til aften erklærer han sig nemlig for at være landets næste præsident.
- Alle prognoserne viser, at valget er overstået på en runde, og at landet har en ny præsident, siger den 48-årige millionær ifølge nyhedsbureuet Reuters.
Hvis Porosjenko får over 50 procent af stemmerne i første runde, skal der ikke afholdes en anden valgrunde i landet.
Står fast på et uafhængigt Ukraine
Efter at have udråbt sig selv som vinder foran verdenspressen, talte Petro Porosjenko om Ruslands annektering af halvøen Krim, som han tager afstand fra.
- Ukraine vil aldrig anerkende folkeafstemningen eller belejningen af Krim, siger han.
Selvom resultatet altså langtfra er officielt, så er det ikke sidste gang i det kommende stykke tid, borgerne i Ukraine skal til stemmeurnerne, hvis det står til Porosjenko. Han vil nemlig som en af de første ting i sit hverv som præsident udskrive valg til parlamentet, rapporterer Reuters.
Stemmedeltagelsen til søndagens præsidentvalg i Ukraine har været høj i den vestlige del af landet, mens få valgsteder i den østlige storby Donetsk har været åbne. Her er valgurnerne blevet brugt som skraldespande og stemmesedlerne flere steder blevet brændt af.