Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), har to økonomiske bidrag med til Ukraine, når han fredag møder flere parlamentarikere i den ukrainske hovedstad Kijev, hvor han er på besøg med sin norske kollega Børge Brende.
- Vi er her i dag for at annoncere to danske bidrag fra Danmark til Ukraine. Det ene er et bidrag på 3,4 millioner kroner til udarbejdelsen af en ny forfatning og undersøgelser af optøjerne på Maydan-pladsen i Kijev.
- Samtidig har Danmark afsat 15 millioner kroner til et nyt energicenter i Kijev, siger Martin Lidegaard.
Mødes med Timosjenko
Lidegaard og Brende skal blandt andre møde valgets store favorit, erhvervsmanden Petro Porosjenko, som har fået tilnavnet chokoladekongen, da han har skabt sin formue i chokoladeindustrien.
De to udenrigsministre skal også mødes med den tidligere premierminister Julia Timosjenko, der var den ene leder under den Orange revolution.
Det er fortsat et åbent spørgsmål om det ukrainske valg, der afvikles søndag, kan gennemføres under rolige forhold, så det efterfølgende resultat vil blive accepteret som legitimitet.
Der har været en stribe blodige opgør mellem prorussiske separatister i regionerne Donetsk og Lugansk, der grænser op til den russiske grænse.
/ritzau/