Thailands militær spærrer Bangkok af og overtager tv og radio

Undtagelsestilstand skal skabe ro og orden. Der er ikke tale om et kup, skriver hæren i meddelelse.

Thailands hær har erklæret undtagelsestilstand efter flere måneder med regeringsfjendtlige demonstrationer i landet (Foto: © REUTERS/Athit Perawongmetha, Scanpix)

Thailands hær har tirsdag indført undtagelsestilstand i et forsøg på at genoprette roen i landet.

Som en del af undtagelsestilstanden har Thailands hær afspærret vejene til landets hovedstad, Bangkok, og soldater har indtaget tv- og radiostationer.

Også regeringsbygninger i Bangkok er nu indtaget af soldater, skriver BBC.

Thailand har i månedsvis været plaget af regeringsfjendtlige demonstrationer. 28 mennesker er døde, og flere hundrede personer er kommet til skade under urolighederne.

I en meddelelse oplyser hæren, at beslutningen om at erklære undtagelsestilstand er taget for at genoprette ro og orden for folk fra alle (politiske, red.) sider.

Hær: - Ikke et kup

I meddelelsen understreges det, at der ikke er tale om et kup.

Det er ikke mere end to måneder siden, at en langvarig undtagelsestilstand i Bangkok og omkringliggende områder blev ophævet. Blandt andet fordi den skadede turismeindustrien, der er blandt landets vigtigste indtægtskilder.

Beslutningen om at indføre undtagelsestilstand i Bangkok blev taget 21. januar op til det planlagte valg, som daværende premierminister Yingluck Shinawatra havde udskrevet for at dæmpe uroen i landet.

/ritzau/AFP