Flere af de skolepiger, der vises i den meget omtalte Boko Haram-video, er blevet genkendt af deres familie og venner.
Det skriver BBC, der har talt med en lokal leder i Chibok, hvor terrorgruppen stormede en skole for en måned siden og kidnappede næsten 300 elever.
Mandag aften blev videoen vist foran udvalgte indbyggere i byen, og mindst tre af de bortførte skolepiger er blevet genkendt af klassekammerater, mens en mor kunne identificere sin datter.
Pigernes familier har fortalt, at de fleste af de bortførte er kristne, men at der også er få muslimer i den tilbageholdte gruppe.
USA sender overvågningsfly
I den 17 minutter lange video fortælle lederen af Boko Haram, at pigerne er konverteret til islam, og at de ikke vil blive frigivet, før en række medlemmer af terrorgruppen løslades fra fængsel.
Men det nægter Nigerias myndigheder at gå med til.
De omkring 200 tilfangetagne piger formodes i øjeblikket at befinde sig i Sambisa-skoven, der er på størrelse med Jylland og ligger lige ved Nigerias grænse til Cameroun og Niger.
De nigerianske myndigheder har givet tillladelse til, at USA må overflyve nigeriansk territorium - og har samtidig delt satellitbilleder med amerikanerne.
Et amerikansk eksperthold ankom i sidste uge til Nigeria for at give deres støtte til at finde de forsvundne piger.