Rusland til EU: Ukraine skal diskutere regioners status

Den russiske regering lægger pres på EU for at få afklaring af østukrainske regioners status før præsidentvalg

Ukraine og de prorussiske separatister må selv finde ud af at løse konflikten i landet, mener den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov. (Foto: © ALAIN GROSCLAUDE, Scanpix)

Rusland vil have en diskussion af Ukraines opbygning og østlige regioners status før præsidentvalget i landet søndag i næste uge.

Sådan lyder en opfordring til EU, som ifølge russerne skal presse på i Kijev for at få den sag afklaret inden valget.

Samtidig siger det russiske udenrigsministerium, at EUs seneste sanktioner mod Rusland skader udsigten til en løsning på konflikten i den tidligere sovjetrepublik.

Afstemninger er et klart signal

Resultatet af folkeafstemninger i det østlige Ukraine om selvstændighed bør være et klart signal til Kijev om krisens alvor i Ukraine, hedder det i en udtalelse fra ministeriet i Moskva.

Indbyggerne i to regioner i det østlige Ukraine stemte søndag for løsrivelse fra Ukraine, og lokale separatistledere har siden sendt et ønske til Moskva om optagelse i den russiske føderation.

/ritzau/Reuters