Oklahoma udsætter henrettelse i et halvt år efter beskyldninger om tortur

En fejlslagen henrettelse i Oklahoma i sidste måned får nu den amerikanske delstat til at droppe henrettelsen af en dødsdømt amerikaner i et halvt år.

Noget gik galt under en dobbelthenrettelse af Clayton D. Lockett (t.v.) og Charles F. Warner (t.h.) i staten Oklahoma. (Foto: © OKLAHOMA DEPARTMENT OF CORRECTIONS, Scanpix)

Den amerikanske delstat Oklahoma udsætter nu en henrettelse i seks måneder, efter en fejlslagen dødelig indsprøjtning i sidste uge udløste beskyldninger om tortur.

Den 46-årige Charles Warner skulle egentlig have været henrettet samme aften som den fejlslagne henrettelse af den dømte drabsmand og voldtægtsforbryder Clayton Lockett.

Døde efter 43 minutter

Men indsprøjtningen med det præparat, der skulle være med til at tage livet af den dødsdømte, gav ham stærke smerter og medførte en død efter hele 43 minutter, der af øjenvidner blev beskrevet som tortur.

- Cirka et kvarter inde i henrettelsen løftede han sit hoved fra båren, skar grimasser og så ud til at have stærke smerter, fortæller et øjenvidne.

Undersøgelse bliver udvidet

I første omgang fik Charles Warner lov til at leve 14 dage længere, mens myndighederne skulle undersøge, hvorfor den første henrettelse gik galt.

Og nu har statsadvokaten besluttet at udvide den undersøgelse til et halvt år.

- En uafhængig undersøgelse af kriminalforsorgens procedure vil være effektiv og på sin plads, sagde Oklahomas guvernør Mary Fallin efter henrettelsen.

Obama blander sig

Præsident Obama blandede sig forleden i debatten om dødsstraf, der igen er blusset op i USA.

Han er tilhænger, men mener at flere uheldige sager som den i Oklahoma sætter fokus på, hvordan dødsstraffen forvaltes.