Prorussiske separatister: Vi overvejer Putins råd

De prorussiske separatister i Ukraine vil drøfte, om de skal følge Putins råd og udskyde folkeafstemning.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, opfordrede tidligere i dag de prorussiske separatister i Østukraine til at udskyde den folkeafstemning, som de har planlagt til den 11. maj. (Foto: © Alexey Druzhinin, Scanpix)

Prorussiske separatister i det østlige Ukraine har fået noget at tænke over, efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, har anbefalet dem at udskyde deres folkeafstemning om løsrivelse fra Ukraine.

Folkeafstemningen har de planlagt at holde i Lugansk og Donetsk på søndag den 11. maj, men Putin råder dem til at udskyde det.

Separatister: Vi har den yderste respekt for Putin

Separatisterne vil torsdag drøfte, om de vil følge præsidentens opfordring.

- I morgen vil vi drøfte det i vores forsamling, siger Denis Pusjilin, der er en af lederne i den selverklærede Folkerepublikken Donetsk.

- Vi har den yderste respekt for præsident Putin. Hvis han mener, at det er nødvendigt, vil vi selvfølgelig diskutere det, tilføjer han.

USA: Minder om Krim

Separatisterne er blevet kritiseret fra mange sider for at ville holde folkeafstemningen. Blandt andre har talsmænd for udenrigsministeriet i USA sagt, at det minder om situationen på Krim.

Tilbage i marts holdt prorussiske separatister dér en lokal folkeafstemning om løsrivelse fra Ukraine og indlemmelse i Rusland.

Det endte med, at prorusserne på Krim enerådigt trak halvøen ud af Ukraine med Ruslands opbakning.

Siden har Rusland annekteret Krim.

/ritzau/Reuters