Den fungerende ukrainske udenrigsminister, Andrij Desjytsja, siger tirsdag, at Ukraine er klar til en ny runde af fredsforhandlinger i Geneve, hvis Rusland støtter præsidentvalget i Ukraine 25. maj.
- Hvis Rusland forpligter sig til at støtte valget og fjerner sine støtter og ekstremistiske elementer i Ukraine, er vi klar til en ny runde af møder, siger Andrij Desjytsja efter et europarådsmøde i Wien.
Han påpeger dog, at hans regering kun støtter endnu en runde Geneve-forhandlinger, hvis alle parter kan blive enige om at gennemføre de ting, som bliver aftalt på mødet.
- Prioriteten for Ukraine er at holde præsidentvalget, understreger Desjytsja.
Rusland kalder nyt møde for formålsløst
Udmeldingen kommer, kort efter at Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, er ude at sige, at han ikke ser nogen grund til at holde et nyt Geneve-møde mellem Ukraine, Rusland, EU og USA for at løse krisen i Ukraine.
Lavrov kalder et nyt møde i Geneve for formålsløst, fordi den tidligere aftale, der er blevet vedtaget, ikke er blevet implementeret eller har nedtrappet konflikten. Derfor vil det være som at gå i cirkler at holde endnu et møde, mener han.
Samtidig kalder Lavrov det for usædvanligt at afholde et præsidentvalg, når militæret er sat ind mod civile samtidig med, at militæret udkæmper blodige kampe med prorussiske separatister i landets østlige regioner.
/ritzau/