Den russiske præsident, Vladimir Putin, reagerer på den ukrainske militære offensiv i Slavjansk ved at erklære Géneve-fredsaftalen endegyldigt død.
Det oplyser hans talsperson, Dimitri Peskov, til nyhedsbureauet Reuters.
Géneve-aftalen fra april lagde op til, at både tilhængere af Rusland og tilhængere af regeringen i Kijev og EU afleverer deres våben.
Talspersonen oplyser også, at Rusland sender en delegation til det sydøstlige Ukraine for at forhandle om en frigivelse af de tilbageholdte OSCE-observatører, hvor en dansker er iblandt.
To piloter dræbt i Slavjansk
Ukrainsk militær indledte fredag morgen en storstilet operation i byen Slavjansk, der har været under prorussisk kontrol i et stykke tid.
Operationen anses for at være det første alvorlige forsøg fra ukrainsk side på at fravriste prorussiske separatister områder, de har besat i de seneste uger.
To piloter er dræbt under operationen, da deres helikoptere blev skudt ned af prorussiske luftværnsraketter. Det bekræfter Ukraines forsvarsministerium ifølge Reuters.
Ukraines fungerende indenrigsminister, Arsen Avakov, skriver på Facebook, at ukrainske soldater har overtaget kontrollen med ni prorussiske poster rundt omkring Slavjansk.
Korrespondent: Hav af bevæbnede mænd
DR's korrespondent, Matilde Kimer, befinder sig tæt på Slavjansk og har allerede passeret seks mandskabsvogne, og et hav af bevæbnede mænd står i skovbrynet.
Hun oplyser også, at almindelige borgere bygger vejspærringer på livet løs.