- Ingen fremtid.
Svaret falder prompte fra Ahmad Naeem, da jeg spørger den 23-årige iraker, hvordan det er at være ung i Bagdad.
- Der er intet for os at lave. Det er svært at få arbejde, og bomber er blevet lige så almindeligt som at høre hanegal, fortæller han.
Ahmad Naeem og hans to venner, Naufer Mohammad på 22 år og Ali på 26 år, har bevæget sig ud i Bagdads mere øde gader dagen før valgdagen. De seneste dage har været erklæret helligdage for at mindske muligheden for angreb, og der er udgangsforbud for bilister om aftenen og hele dagen på valgdagen.
Ingen fremtid trods mere fritid
De tre unge tror dog ikke meget på fremtiden. De ryster på hovedet, når jeg spørger, om der er noget, der har forandret sig til det bedre de seneste år.
- Jeg føler, der er mere frihed til at sige, hvad du vil. Det er sådan set det eneste, siger Ali.
I dag vil de alligevel benytte deres stemme. Det er deres eneste mulighed for at påvirke deres fremtid til det bedre.
Arbejdsløsheden blandt unge irakere er høj, og ingen af de tre har gennemført deres uddannelse på universitetet, fordi de er nødt til at forsøge at tjene penge til deres familier. Men de er trætte af politik, tilføjer de.
Intet håb om forandringer
- Før havde vi én diktator, nu har vi flere hundrede, siger Ali.
Hvorfor er det blevet sådan, tror du?
- Fordi systemet er korrupt, og politikerne er ignorante og søger magten for magtens skyld, svarer han.
Selvom der er over 9000 kandidater, som stiller op til parlamentsvalget i dag, har de tre unge derfor ingen større forhåbninger om forandringer. Det vil tage mange år, siger de.
- På mange måder føler vi livets tog er kørt forbi os. I Dubai og lande i Europa kan folk have en plan for deres liv. Det kan vi ikke have her, siger Ali.
I øjeblikket arbejder de med at dekorere køkkener, men det er ikke altid, de har arbejde. Selvom Iraks olieproduktion er voksende og bruttonationalproduktet spået til at stige med seks procent i år, er der stadig omkring 10 millioner irakere, der lever under fattigdomsgrænsen.
Pengene kommer ikke alle til gode. Omfattende korruption og studehandler er et strukturelt problem, og hvis man ikke har kontakter til vigtige personer, kommer man ingen vegne, mener de unge.
- Det eneste jeg glæder mig til, er når Real Madrid og Barcelona spiller. Når der er elektricitet, surfer jeg på nettet. Der er ikke andet at lave, hvis du er ung, siger Ahmad Naeem.