Sverige vil styrke militæret efter trussel fra Rusland

Sveriges centrum-højreregering vil styrke militæret markant og øge forsvarsudgifterne gradvist frem til år 2024 på grund af truslen fra Rusland.

Fredrik Reinfeldt og de andre svenske partiledere på den borgerlige fløj vil øge Sveriges forsvarsudgifter markant. (Foto: © Bertil Ericson, Scanpix)

Lederne af de fire borgerlige regeringspartier i Sverige skriver i en fælles kronik i Dagens Nyheter, at de vil indkøbe flere kampfly og ubåde, og at Sverige bør øge sin militære tilstedeværelse i Østersøen.

Sverige har ellers skruet ned for sit militær siden afslutningen af den kolde krig, men den svenske koalitionsregering siger, at den siden 2009 har opfattet Rusland som en stigende trussel.

- Hvad vi ser nu er, at Ruslands handlinger bekræfter og overstiger den frygt, vi havde dengang, lyder det i kronikken, der er underskrevet af blandt andre statsminister Fredrik Reinfeldt.

Russisk fingeret angreb på Sverige

Det er en klar henvisning til Ukraine, hvor Ruslands annektering af Krim-halvøen har udløst den alvorligste krise med Vesten siden kommunismens sammenbrud.

For lidt over et år siden gennemførte russiske jagerfly et fingeret angreb på Sverige - noget som fik Nato til at sende fly i luften fra Litauen, fordi ingen svenske fly var i stand til at svare igen.

Det satte fokus på Sveriges svækkede militære kapacitet. Og det samme gjorde en kommentar fra den svenske forsvarschef om, at Sverige ikke ville kunne holde stand mod en invasion i mere end en uge.

Svensk opposition bakker op

De fire partiledere skriver i deres kronik, at de vil øge forsvarsbudgettet med omkring 4,5 milliarder kroner inden år 2024.

Stigningen i forsvarsbudgettet skal finansieres ved, at der spares på andre områder - der skal indføres højere bøder for skattesnyd, og så skal udgifterne til fredsbevarende operationer nedbringes.

Det samme gælder udgifterne til atomsikkerhed og miljøprojekter med Rusland.

Også de svenske socialdemokrater - der er i opposition - har opfordret til, at der investeres mere i landets forsvar.

De konservatives forsvarsordfører, Lene Espersen, fik for godt en måned siden kritik af blandt andre forsvarseksperter for et forslag om at styrke det missilforsvar, som Nato er ved at forberede.