Et præsidentvalg i Syrien, mens landets er hærget af borgerkrig, er utroværdigt og underminerer alle bestræbelser på at finde en løsning på konflikten.
Så klar er meldingen fra EUs udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton.
- Et valg i Syrien bør kun finde sted inden for rammerne af aftalen i Geneve fra 2012. Valg organiseret af regimet uden om disse rammer, midt under konflikten, udelukkende i regime-kontrollerede områder og med millioner af syrere drevet væk fra deres hjem ignorerer de grundlæggende principper for demokrati, udtaler hun i en erklæring.
- Det er blottet for troværdighed og underminerer alle forsøg på at nå en politisk løsning, tilføjer hun.
Midt i blodbad
Catherine Ashton opfordrer samtidig alle parter til at stoppe volden.
Trods den blodige borgerkrig, der har kostet over 150.000 mennesker livet, så skal der være præsidentvalg i Syrien den 3. juni.
Det oplyser det syriske parlaments formand, Mohammad al-Lahham.
Oppositionsleder må ikke opstille
Præsident Bashar al-Assad har tidligere sagt, at han agter at genopstille. Hans embedsperiode udløber den 17. juni.
Kandidater, der agter at stille op til præsidentvalget, skal have været bosiddende i Syrien i mindst 10 år, og det afskærer oppositionsledere, der lever i eksil, fra at stille op.
Mange steder i landet er der kamphandlinger, og store områder er under de syriske oprøreres kontrol. Der har været borgerkrig i Syrien i over tre år.
/ritzau/