I Ukraine ser det ud til, at den aftalte påske-våbenhvile er blevet brudt, da en vejspærring lidt udenfor byen Slavjansk blev angrebet natten til søndag.
Flere medier skriver, at fem er døde ved angrebet, men det har DR's korrespondent i landet endnu ikke kunnet få bekræftet. Mindst to personer er dog med sikkerhed døde, mens flere er sårede, og biler er gennemhullede af skud og brændt af.
- De pro-russiske militsfolk beskylder højreorienterede ukrainske nationalister for at stå bag. På den anden side siger den ukrainske regering, at der er tale om lokale grupper, som har skudt mod hinanden, forklarer Michael S. Lund.
- Ingen har taget skylden for det her angreb endnu, så det er svært at fastslå, hvem der står bag.
Besværliggør afvæbning
Tidligere på ugen blev Ukraine, Rusland, EU og USA enige om en hensigtserklæring, hvor et af punkterne lød på, at de pro-russiske separatister skulle lade sig afvæbne.
Allerede inden angrebet på vejspærringen nægtede separatisterne imidlertid at lægge deres våben fra sig, og nu ser den mulighed særdeles sort ud, mener Michael S. Lund.
- Ligegyldigt, hvem der står bag det her angreb, er jeg ret sikker på, at separatisterne vil bruge det til at sige: jamen vi kan ikke lægge vores våben, fordi det er for farligt, og hvis vi gør det, så risikerer vi at blive angrebet, forklarer han.
Ubevæbnede observatører
Det er planen, at observatører fra Den Europæiske Organisation for Sikkerhed og Samarbejde (OSCE) skal mægle mellem de to parter i dag.
Men det bliver svært, da de pro-russiske militsfolk ikke anser OSCE som en legitim organisation.
- Og efter det her angreb i dag, hvor der er omkommet flere folk, har jeg meget svært ved at se, at de pro-russiske militsfolk skulle lytte til ubevæbnede observatører, som ikke har nogen sanktionsmulighed overfor dem, siger Michael S. Lund.